Øjensygdommen NAION blev 2. oktober 2025 anført som bivirkning ved Wegovy, Ozempic og Rybelsus af den europæiske bivirkningskomité PRAC.
Bivirkningen rammer statistisk færre end 1 ud af 10.000 patienter.
Patienter kan have ret til erstatning, hvis de får den alvorlige øjensygdom som følge af Wegovy, Ozempic eller Rybelsus. Det kan de, fordi bivirkningen er sjælden og alvorlig.
Hvornår kan man få erstatning for en bivirkning?
Du kan have ret til erstatning, hvis du får en sjælden og alvorlig bivirkning efter medicin. Det skal være overvejende sandsynligt, at medicinen er skyld i den sygdom, du søger erstatning for.
Helt generelt giver loven ret til erstatning for bivirkninger, der er sjældne og alvorlige i forhold til det, man bliver behandlet for. Derfor tildeler Patienterstatningen fx erstatning for blodpropper efter p-piller, mens der ikke gives erstatning for hårtab som bivirkning til kemoterapi mod kræft.
Ved bivirkninger til Wegovy og Ozempic vurderer Patienterstatningen i første omgang, om bivirkningen skyldes medicinen.
Patienter, der tager medicin for diabetes eller overvægt er som regel i forvejen i risiko for at udvikle NAION. Derfor skal Patienterstatningen vurdere om det er overvejende sandsynligt, at bivirkningen skyldes medicinen. Det sker i samarbejde med førende sundhedsfaglige konsulenter.
Ingen betydning, at bivirkning står på indlægsseddel
Loven giver ret til erstatning for sjældne og alvorlige bivirkninger – uanset om bivirkningen står på indlægssedlen, eller man er bekendt med risikoen. Det betyder, at patienter stadig kan have ret til erstatning for NAION som bivirkning til fx Ozempic eller Wegovy, selvom patienterne har fået NAION, efter den kom på listen over bivirkninger.
For den alvorlige øjensygdom NAION har det betydning, hvornår patienten har taget Wegovy eller Ozempic. Hvis patienten får NAION lang tid efter, at patienten stoppede på medicinen, kan der ikke gives erstatning.
Forskning på området tyder også på, at der ikke er en øget risiko for at få NAION, hvis patienten har taget Wegovy eller Ozempic i mere end 14 måneder uden at udvikle NAION.
Vil du søge erstatning?
Oplever du bivirkninger efter medicin?
I alle erstatningssager gennemgås patientens forløb nøje, og der laves en individuel vurdering.
Hvad er NAION?
NAION er en sygdom i den forreste del af synsnerven, der kan give både give synstab og synsfeltdefekter. NAION kan ikke behandles.
NAION kan være en meget sjælden bivirkning til indholdsstoffet semaglutid, der anvendes i præparaterne Wegovy, Ozempic eller Rybelsus, der bruges til behandling af overvægt og diabetes.
NAION som bivirkning af semaglutid rammer statistisk færre end 1 ud af 10.000 patienter.
Hvor mange har søgt erstatning for NAION?
Tallene i oversigten viser antal erstatningssager, hvor en patient har søgt erstatning for øjensygdommen NAION, efter de har anvendt Wegovy og Ozempic. Oversigten viser også, hvor mange sager der er anerkendt og afvist.
Bemærk at tallene kan ændre sig i takt med sagsbehandlingen, hvis Patienterstatningen vurderer, at sagen ikke handler om NAION, men en anden øjensygdom.
| Anerkendte sager | Afviste sager | Ikke afgjorte sager | Total | |
| Antal erstatningssager | 4 | 1 | 53 | 58 |
Oversigten opdateres ugentligt. Senest opdateret den 1. december 2025.
