En 60-årig kvinde fik i 2009 anerkendt forsinket diagnosticering af kræft og blev bl.a. tilkendt godtgørelse for varigt mén for uhelbredelig sygdom. Kvinden blev gjort opmærksom på, at sagen kunne genoptages, hvis hun senere afgik ved døden. Den seneste afgørelse blev truffet 15. maj 2009, hvor kvinden blev tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter.
Kvinden afgik ved døden 30. august 2019, og hendes mand bad herefter om at få sagen genoptaget. Dette afviste Patienterstatningen med henvisning til, at sagen var forældet. Der blev lagt vægt på, at det var mere end 10 år siden, at den seneste positive afgørelse i sagen var truffet, jf. KEL § 60 b, stk. 3.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
For retten blev det gjort gældende, at fristen for genoptagelse skulle regnes fra dødsfaldet. Det blev anført, at det beroede på en utilsigtet lapsus fra Folketingets side, at lovteksten var formuleret som sket i og med, at manden i sagens natur var afskåret fra at kræve erstatning, før kvinden var død. Der blev samtidig henvist til, at KEL § 60 b, stk. 3, indeholder en 30-årig forældelsesfrist.
Ankenævnet gjorde gældende, at den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 60 b, stk. 3, der regnes fra den seneste positive afgørelse i sagen, er absolut. Endvidere fremgår det klart af lovens forarbejder, at det er tilsigtet, at den absolutte 10-årige frist skal afskære fra erstatning senest 10 år efter den seneste positive afgørelse i sagen, også selvom skadelidte ikke har været bekendt med sit krav. Den 30-årige frist indebærer, at nye positive afgørelser aldrig kan forlænge forældelsen til ud over 30 år efter skadens forårsagelse. Den 30-årige frist er ikke relevant, når der er indtrådt forældelse efter den 10-årige frist.
Byretten lagde vægt på, at det af bemærkningerne til KEL § 60 b, fremgår, at den absolutte frist på 10 år regnet fra seneste afgørelse gælder, uanset om patienten har mulighed for at kende erstatningskravet. Som følge heraf udløb forældelsesfristen for kvindens skade 15. maj 2019, og kravet var derfor forældet inden hendes død.
Byretten mente ikke, det kunne udledes af lovteksten, at loven giver mulighed for at forlænge fristen ved patientens død, hvis kravet er forældet, mens patienten levede. Ankenævnet blev derfor frifundet (dom af 23. februar 2021 fra Retten i Ålborg, sag nr. BS-6230/2020).
For lignende sager se 16-3822, 18-2676 og 19-5504.
Afgørelsesdato: 19. september 2019