En kvinde anmeldte i 2004, at hun var blevet påført skade i forbindelse med behandling af et brud på anklen i 2000. Patienterstatningen anerkendte sagen og tilkendte kvinden erstatning, herunder godtgørelse for varigt mén. Sagen blev afsluttet i maj 2005.
I 2009 søgte kvinden om at få sagen genoptaget, hvilket blev afvist efter den tidligere gældende EAL § 11, da der ikke var sket en væsentlig ændring af helbredstilstanden. Kvinden søgte igen om at få sagen genoptaget to gange i 2014, men det blev igen afvist efter EAL § 11, henholdsvis i november 2014 og februar 2015. Ingen af afgørelserne blev anket.
I 2016 søgte kvinden endnu en gang om at få sagen genoptaget. Dette blev nu afvist med, at sagen var forældet, da der var fået mere end 10 år efter den seneste positive afgørelse i sagen (maj 2005), jf. KEL § 60 b.
Kvinden ankede nu sagen til Ankenævnet for Patienterstatningen – både afgørelsen fra 2016 og afgørelserne fra 2014 og 2015.
Ankenævnet afviste klagerne over afgørelserne fra 2014 og 2015 som for sent indgivet. For så vidt angik afgørelsen fra 2016 tiltrådte ankenævnet, at sagen var forældet ved den seneste anmodning om genoptagelse. Ankenævnet bemærkede, at den 10-årige frist er absolut og ikke under nogen omstændigheder kan suspenderes, heller ikke selvom følgerne af en skade først viser sig mere end 10 år efter den sidste afgørelse. Det havde ingen betydning, at kvinden ikke havde haft kendskab til den 10-årige forældelsesregel (AfP 16/6471).
For lignende sager se 18-2676, 19-5504 og 19-8425.
Afgørelsesdato: 23. maj 2016