En ung mand blev i april 2006 tilkendt erstatning for en lægemiddelskade i form af bl.a. nedsat nyrefunktion.
I oktober 2016 gennemgik manden en nyretransplantation, og i februar 2018 bad han om at få genoptaget sagen. Dette afviste Patienterstatningen med henvisning til, at sagen var forældet, jf. KEL § 60 b, stk. 3.
Der blev lagt vægt på, at der var gået mere end 10 år siden den seneste afgørelse i sagen, og at 10-årsfristen er absolut og ikke kan suspenderes, heller ikke selvom nye følger af skaden først viser sig efter mere end 10 år.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som afviste, at det forhold, at Patienterstatningen ikke havde vejledt om den 10-årige forældelsesfrist, kunne medføre suspension af fristen.
For retten gjorde manden gældende, at hans erstatningskrav ikke var forældet, idet den 30-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, omfatter alle krav på erstatning for personskade.
Det blev også gjort gældende, at en forældelsesregel på 10 år i forbindelse med senfølger af en skade er i strid med de hensyn, der ligger til grund for revisionen af forældelseslovens regler om forældelse ved personskade.
Endvidere var der tale om et forhold af særlig beskaffenhed, hvorfor forældelseslovens regler fandt anvendelse. Det forhold, at mandens fysiske forhold først havde ændret sig efter det tidspunkt, hvor kravet efter ankenævnets opfattelse var forældet, nødvendiggjorde desuden en anvendelse af forældelseslovens regler. Manden mente derfor, at der løb en 30-årig forældelse fra det tidspunkt, hvor den medicinske behandling ophørte (2003), subsidiært fra skadetidspunktet (2002).
Ankenævnet fastholdt, at den 10-årige frist i KEL § 60 b, stk. 3, er absolut, og gjorde gældende, at den 30-årige frist, der regnes fra tidspunktet for lægemidlets udlevering, kun er relevant i de tilfælde, hvor den 10-årige frist ikke er udløbet.
Ankenævnet bestred desuden, at forældelseslovens regler fandt anvendelse i den konkrete sag, idet der direkte følger noget andet af KEL § 60 b, stk. 3. Derudover følger det af bemærkningerne til KEL § 60 b, stk. 3, at forældelseslovens regler ikke regulerer krav på erstatning fx som følge af senfølger, idet sådanne erstatningskrav vil være omfattet af KEL § 60 b.
Byretten udtalte, at det var ubestridt, at Patienterstatningen havde truffet ”en bindende afgørelse om anerkendelse af erstatningspligt eller udbetaling af erstatning” i april 2006. Spørgsmålet om forældelse af mandens krav på yderligere erstatning for senfølger skulle derfor som udgangspunkt behandles efter KEL § 60 b, der i stk. 3 indeholder en absolut forældelsesfrist på 10 år. Begyndelsestidspunktet for denne frist var datoen for Patienterstatningens afgørelse fra april 2006.
Det fremgår af forarbejderne, at der er tale om en absolut forældelsesfrist, der ikke kan suspenderes, og som indebærer, at patienten afskæres fra at rejse yderligere erstatningskrav senere end 10 år efter, at skaden er forårsaget, eller at lægemidlet er udleveret – uanset om vedkommende havde mulighed for at kende til skaden. Forældelsesreglerne i klage- og erstatningsloven måtte anses for en specialregel (lex specialis), der går forud for den generelle regel i forældelsesloven, jf. forældelseslovens § 1. Der var dermed ikke grundlag for at antage, at spørgsmålet om forældelse skulle behandles efter forældelsesloven. Ankenævnet blev derfor frifundet (dom af 15. januar 2021 fra Retten i Svendborg, sag nr. BS-14013/2019).
Spørgsmålet om den manglende vejledning om den 10-årige forældelsesfrist blev ikke behandlet under retssagen.
For lignende sager se 16-3822, 19-5504 og 19-8425.
Afgørelsesdato: 23. marts 2018