En 46-årig kvinde forvred i marts 1999 højre fod. Hun kom samme dag på skadestuen, hvor man anlagde støttegips. I den følgende tid havde patienten svære gener med hævelser og smerter, og hun fik jævnligt skiftet bandage. I slutningen af april 1999 var foden hævet og blåmarmoreret. I forløbet stillede man diagnosen refleksdystrofi (svind af knogler, muskler og hud i forløbet efter et traume, som ikke er betinget af en direkte nervelæsion).
Man iværksatte behandling med fysioterapi, og tilstanden blev lidt bedre, men der var dog fortsat nedsat bevægelighed og smerter ved berøring.
Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var blevet påført skade ved behandlingen på sygehuset. Betingelserne for at opnå erstatning i PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, var dermed ikke opfyldt.
Patienterstatningen lagde vægt på, at refleksdystrofi hyppigst udløses af et traume (f.eks. fald, slag eller lignende), og det ansås derfor for overvejende sandsynligt, at refleksdystrofien blev udløst af det primære forvridningstraume og ikke af den efterfølgende bandagebehandling.
Sagen viser, at lidelsen refleksdystrofi kun sjældent kan anerkendes efter lov om patientforsikring. Sygdommen udløses af ukendte årsager, men sædvanligvis efter et traume (stort eller mindre slag eller fald). Skaderne anerkendes, hvis der ikke er noget primærtraume, og operationen derfor er eneste traume. På grund af den manglende viden om, hvad der udløser refleksdystrofi, er det ikke muligt at begrænse risikoen ved at vælge bestemte typer af behandling.
For lignende sager se 04-1718 og 12-5943.
Afgørelsesdato: 23. marts 2000