En 36-årig kvinde havde været generet af føleforstyrrelser i højre hånd, og hun blev derfor opereret med flytning af nerven til albuebenet. Efterfølgende klagede patienten over voldsomme smerter i armen og nedsat følesans svarende til det område, hvor der havde været anlagt blodtomhed. Patienten fik varige gener i form af ophævet følelse og konstante brændende smerter i højre hånds yderste fingre og trækkende op i underarmen til lidt over albuen samt diffus kraftnedsættelse i armen. Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4 (KEL § 20, stk. 1, nr. 4).
Ved ménfastsættelsen var Patienterstatningen opmærksom på, at patienten i forvejen manglede venstre underarm som følge af en medfødt misdannelse, og at hun således var ekstra afhængig af at kunne bruge højre hånd. Efter fradrag af patientens forudbestående føleforstyrrelser blev hun tilkendt et mén på 35 %, hvilket i det konkrete tilfælde svarede til en forhøjelse på 10 % i forhold til det mén, der kunne udledes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel. Forhøjelsen skete udelukkende som følge af de ekstra gener, patienten var påført ved, at patientskaden havde ramt patientens eneste brugbare arm (årsberetning 1999).
Sagen er et eksempel på, at en konkret skade i visse tilfælde kan have større betydning for den skadelidte end for andre, der måtte få en tilsvarende skade.
Ved udmålingen af varige mén for personskader tages der udgangspunkt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel. I tabellens indledning er der nævnt en række eksempler på situationer, hvor det vil være rimeligt at foretage en afvigelse fra méntabellen i opadgående retning. Ét af disse eksempler er netop den situation, at skaden som følge af forudbestående invaliditet får mere vidtrækkende følger for den skadelidte, end hvad der normalt må antages at være tilfældet.
For en lignende sag se 92-0157.
Afgørelsesdato: 5. oktober 1999