En 66-årig mand blev opereret for lyskebrok. Dagen efter foretog man reoperation på grund af tarmslyng. Det fremgik af et journalnotat, at patienten inden reoperationen på det kraftigste havde frabedt sig ventrikelsonde (tømning af mavesækindholdet). I forbindelse med anlæggelsen af bedøvelsen var der intubationsproblemer, og patienten aspirerede indhold fra mavesækken til lungerne.
2 dage efter operationen afgik patienten ved døden. Det fremgik af obduktionserklæringen, at den umiddelbare dødsårsag var svigt af organer som følge af nedsugning af maveindhold i luftvejene.
Sygehuset oplyste, at patienten forud for operationen var blevet informeret om, at man ønskede at anlægge en ventrikelsonde på grund af patientens tarmslyng, idet dette var standardprocedure ved akutte operationer af denne art. Da patienten kraftigt havde frabedt sig ventrikelsonde, måtte man dog respektere dette. Sygehuset havde ikke nogen erindring om, hvorvidt der var pårørende, som havde overværet denne information.
Patientens advokat oplyste, at afdødes ægtefælle ikke var til stede, da spørgsmålet om anlæggelse af ventrikelsonde blev drøftet med patienten.
Patienterstatningen vurderede, at patientens dødsfald med overvejende sandsynlighed kunne henføres til aspiration af mavesækindhold til lungerne i forbindelse med operationen for tarmslyng, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville være undgået, hvis mavesækken var blevet tømt inden anlæggelsen af bedøvelsen.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at operationen blev udført i overensstemmelse med hvad den erfarne specialist ville have gjort og på korrekt indikation. Ligeledes var det korrekt, at man ved operationen fandt indikation for anlæggelse af ventrikelsonde, da man herved mindsker risikoen for aspiration til lungerne og dermed mindsker risikoen for dødsfald.
Herudover vurderede Patienterstatningen, at det som udgangspunkt var i overensstemmelse med hvad den erfarne specialist ville have gjort at respektere patientens ønske om ikke at få anlagt en ventrikelsonde, da det klart fremgik af journalen, at patienten på det kraftigste havde frabedt sig dette forud for operationen.
Dette blev begrundet i, at bedste specialist bør respektere patientens selvbestemmelsesret. Hvis patienten afslår forslaget om optimal behandling – i dette tilfælde anlæggelse af ventrikelsonde – vil bedste specialist derfor heller ikke vælge denne metode. Der kan herefter som udgangspunkt ikke ydes erstatning efter specialistreglen for følgerne af den mindre gode behandlingsmetode, dvs. i dette tilfælde operation uden anlæggelse af ventrikelsonde.
Ovennævnte forudsætter imidlertid, at patientens valg bygger på fyldestgørende information om risikoen ved fravalg af den optimale behandlingsmetode. Det er i den forbindelse af afgørende betydning, hvilke oplysninger der fremgår af journalmaterialet om den information, der er givet til patienten.
I den konkrete sag fandt Patienterstatningen det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at patientens fravalg af anlæggelse af ventrikelsonde byggede på fyldestgørende information fra sygehuset. Patienterstatningen fandt derfor, at patientens dødsfald var omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1.
Sagen er et sjældent eksempel på den situation, at en patient udtrykkeligt frabeder sig optimal behandling. Her er udgangspunktet, at der ikke kan ydes erstatning for følgerne af den mindre gode behandling, der blev givet. Dette gælder dog kun, hvis patientens beslutning bygger på fyldestgørende information om risikoen ved valg af den ikke-optimale behandlingsmetode. I den konkrete sag vurderede Patienterstatningen, at patienten ikke havde modtaget tilstrækkelig information, og der kunne således ydes erstatning.
For en lignende sag se 13-1681.
Se også artiklen ”Den erstatningsmæssige betydning af patientens behandlingsvalg”, der er optrykt i Patienterstatningens årsberetning 1997, s. 86.
Afgørelsesdato: 29. maj 2007