En 31-årig mand fik i 1993 foretaget bortskæring af en lille blødende svulst på brystet. Indgrebet blev foretaget af en privatpraktiserende speciallæge, som indsendte det udtagne vævspræparat til diagnostisk undersøgelse på et offentligt sygehus. Sygehuset undersøgte vævspræparatet og stillede diagnosen Spitz’ naevus (godartet naevuscelletumor).
I 1997 fik patienten konstateret en dattersvulst fra en ondartet hudsvulst. På sygehuset foretog man på den baggrund en fornyet undersøgelse af det vævspræparat, som blev udtaget i 1993. Med kendskab til sygdomsforløbet konkluderede man, at undersøgelsen gav mulighed for differentialdiagnosen nodulært malignt melanom (småknudret ondartet hudsvulst).
Vævspræparatet blev tillige undersøgt på et andet hospital af en overlæge med speciale i patologi. Med kendskabet til sygdomsforløbet, men uden at inddrage en retrospektiv betragtning, konkluderede han, at han formentlig også ville have stillet diagnosen Spitz’ naevus på præparatet. Lægen udtalte endvidere, at det erfaringsmæssigt er uhyre vanskeligt i specielle situationer at skelne imellem Spitz’ naevus og nodulært, malignt melanom.
På baggrund af sidstnævnte konklusion fandt Patienterstatningen det overvejende sandsynligt, at den erfarne specialist ville have stillet diagnosen Spitz’ naevus på baggrund af den diagnostiske undersøgelse i 1993. Sagen blev derfor afvist efter PFL § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 15. december 1997