En 36-årig kvinde blev henvist til operation for diskusprolaps på et offentligt sygehus. Hun havde forinden ved CT-skanning på et andet offentligt sygehus fået diagnosticeret en diskusprolaps i lænden mellem 4. og 5. lændehvirvel. Forud for operationen havde patienten smerter i lænden med udstråling til bagsiden af venstre lår, ligesom hun manglede evnen til at bøje venstre fod opad.
Ved operationen fik patienten fjernet en prolaps ved 5. lændehvirvel, men hun havde efterfølgende fortsat smerter ned i venstre ben. Da smerterne tiltog i de følgende dage, blev hun reopereret en uge efter den første operation. Ved reoperationen blev der fjernet prolapsvæv mellem 5. lændehvirvel og korsbenet, men i ugen efter denne operation havde patienten fortsat udstrålende smerter ned i venstre ben, og hun blev derfor henvist til rygskole.
Patienten blev på grund af fortsatte smerter MR-skannet 6 uger efter reoperationen. Undersøgelsen viste følger efter de to tidligere operationer samt arvæv. Patienten havde muskelsvind af venstre underben samt svære smerter i lænden med udstråling til venstre ben. 2½ måned efter reoperationen blev yderligere kirurgi opgivet, og patienten blev henvist til intensiv genoptræning.
Patienten valgte nu at rette henvendelse til et privathospital, hvor man ved en ny MR-skanning fandt mistanke om, at patienten havde en restprolaps i det tidligere operationsområde, som kunne fjernes ved kirurgi. Patienten valgte efterfølgende også at få udført operationen på privathospitalet. Efter denne operation, hvor der på ny blev fjernet diskusvæv fra det tidligere operationssted ved 5. lændehvirvel, forsvandt patientens udstrålende smerter. De eneste tilbageværende symptomer, der kunne konstateres ved den afsluttende kontrol på privathospitalet, var, at patienten fortsat manglede evnen til at bøje venstre fodled opad.
Patienterstatningen anerkendte sagen med henvisning til PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1), fordi det efter en fornyet gennemgang af MR-skanningsbillederne taget 6 uger efter reoperationen på det offentlige sygehus kunne konstateres, at patienten allerede på dette tidspunkt havde en restprolaps, der gav klar operationsindikation.
Patienten krævede sine behandlingsudgifter erstattet af Patienterstatningen. Der var dels tale om udgifter til den første undersøgelse, hvor patienten ved en ny MR-skanning fik stillet den rigtige diagnose, og dels udgifter til selve operationen, som patienten også valgte at få udført på privathospitalet.
Patienterstatningen fandt, at patienten principielt var berettiget til at få dækket udgifterne til den primære undersøgelse på privathospitalet, hvor den rette diagnose blev stillet, men afviste at dækker udgifterne til den efterfølgende operation på privathospitalet (årsberetning 2004).
Det er såvel Patienterstatningens som Ankenævnet for Patienterstatningens praksis at afvise dækning af udgifter til behandling på et privat hospital, hvis samme behandling kunne være udført vederlagsfrit i det offentlige sygehussystem. Hvis patienten imidlertid er blevet afsluttet i de offentlige sygehussystem, uden at den rette diagnose er stillet, fordi undersøgelsesforløbet ikke har levet op til erfaren specialiststandard, og patienten derved er blevet påført en patientskade, vil patienten kunne få dækket de udgifter, der måtte være afholdt til at få stillet den rette diagnose på et privat sygehus.
Når først diagnosen er stillet, har patienten dog pligt til at begrænse sine udgifter ved med den nye diagnose i hånden igen at rette henvendelse på det offentlige sygehus for at få udført de nødvendig operationer vederlagsfrit dér.
I den konkrete sag medførte det forhold, at Patienterstatningen kun var indstillet på at dække udgifterne til den første undersøgelse på privathospitalet, at sagen ikke oversteg lovens minimumsgrænse på kr. 10.000. Patienterstatningen afviste herefter sagen.
Patienten indbragte sagen for Ankenævnet for Patienterstatningen, idet hun ikke fandt det rimeligt, at hun selv skulle afholde udgiften til behandlingen på privathospitalet.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte Patienterstatningens afgørelse, dog med den begrundelse, at patienten ikke var påført en fysisk skade ved behandlingsforsinkelsen.
Afgørelsesdato: 25. november 2003