En 29-årig mand faldt på sin cykel og slog hånd og hoved. Han blev fundet berettiget til erstatning efter PFL § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1), idet man ved en fejl havde overset et ledskred i patientens håndled i forbindelse med den primære behandling. Ledskreddet blev først konstateret og behandlet 2 måneder efter ulykken, uanset at det opstod ved ulykken og kunne ses på de røntgenbilleder, der blev taget på skadedagen.
Patienten fik som følge af behandlingsforsinkelsen konstante smerter, indskrænket bevægelighed og nedsat kraft i håndleddet. Patienterstatningen fastsatte det varige mén som følge af behandlingsforsinkelsen til en méngrad på 20 %. Patienten havde udover behandlingsskaden ligeledes pådraget sig whip-lash symptomer i nakke og hoved ved ulykken.
Patienten og dennes ægtefælle drev på skadetidspunktet en mindre nystartet virksomhed, som de ejede i lige sameje. Patienterstatningen beregnede på baggrund af de to seneste årsregnskaber for henholdsvis opstartsåret og det første hele regnskabsår efter dette, at det forventede driftsresultat i erstatningsperioden, efter driftsmæssige afskrivninger men før renter, ville have været 175.000 kr., såfremt behandlingsskaden ikke var indtrådt.
Ved fastsættelsen af det forventede driftsresultat i erstatningsperioden lagde Patienterstatningen vægt på, at ægtefællerne på skadetidspunktet fortsat modtog etableringsydelse, som dog under alle omstændigheder ville bortfalde i løbet af erstatningsperioden.
Der blev endvidere lagt vægt på, at patientens ægtefælle, der var gravid, også uden patientskaden ville have været fraværende fra virksomheden i en del af erstatningsperioden som følge af fødsel og barsel. Dette ville under alle omstændigheder have affødt et behov for lønnet medhjælp i virksomheden i en periode.
Endelig blev der lagt vægt på, at patientens whip-lash gener i sig selv medførte visse indskrænkninger i hans arbejdsevne i erstatningsperioden.
Patienterstatningen beregnede det faktiske driftsresultat i perioden til 150.000 kr. Da virksomheden blevet drevet i lige sameje og driftsresultatet selvangivet med halvdelen hos hver af ægtefællerne, kunne patienten kun få dækket den halvdel af tabet, som vedrørte hans andel af virksomheden, dvs. 12.500 kr. (årsberetning 2000).
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til selvstændigt erhvervsdrivende fastsættes normalt på grundlag af det såkaldte ”vikarprincip”. Det forudsættes således normalt, at en selvstændigt erhvervsdrivende ansætter hjælp til at udføre de arbejdsopgaver, vedkommende ikke selv kan udføre som følge af patientskaden. I den udstrækning virksomheden i øvrigt opnår den forventede omsætning, kan der kun ydes erstatning for den merudgift til løn, patienten har afholdt som følge af patientskaden.
Virksomhedsejerens fravær betyder imidlertid ofte, at man ikke opnår den forventede omsætning og dermed det forventede resultat, idet der enten ikke er midler til at yde løn til en vikar, eller det ikke er muligt at finde hjælp, som formår at skabe samme indtjening til virksomheden som virksomhedsejeren.
I den foreliggende sag kunne det på grundlag af driftsresultaterne for de forudgående år konstateres, at virksomheden i erstatningsperioden med overvejende sandsynlighed kunne forvente en omsætningsstigning.
Omvendt kunne det dog også konstateres, at der med overvejende sandsynlighed under alle omstændigheder måtte påregnes øgede driftsudgifter til løn på grund af ægtefællens barselsorlov og patientens forventede øgede sygefravær på grund af whip-lash generne. Disse modsatrettede tendenser måtte indgå i vurderingen af den forventede indtægt i den erstatningsberettigende periode.
Afgørelsesdato: 11. april 2000