En 36-årig kvinde henvendte sig på fødegangen i fødsel på terminsdagen. Det var kvindens tredje fødsel. Den første var sket ved kejsersnit og den anden vaginalt. Ved ankomsten fandt man, at fosteret var placeret i regelmæssig hovedstilling, og at hovedet stod fast i bækkenindgangen. Der var god fosterhjertelyd. 3 timer efter ankomsten var der spontan pressetrang, og 30 minutter senere fødtes et barn på 2.950 gram.
Under fødslen fik moderen en grad III bristning af mellemkød og den ydre endetarmsmuskel (sphincter), som blev syet med vanlig teknik. Ved efterfølgende undersøgelse af endetarmen fandtes der god substans af endetarmsmusklen og ingen synlige suturer. Kvinden blev instrueret i regime om sphincterruptur og efter eget ønske udskrevet.
Ved kontrol på sygehuset efter 3 måneder havde patienten mangelfuld kontrol over endetarmsmusklen, og man forsøgte fysioterapeutisk behandling. Senere blev patienten henvist til vurdering hos tarmkirurger, hvor man forsøgte flere forskellige behandlinger, som dog kun havde ringe effekt.
Patienterstatningen vurderede, at kvinden ikke var blevet påført skade ved behandlingen.
Der blev lagt vægt på, at der hverken før eller under fødselsforløbet havde været indikation for kejsersnit. Kvinden var tredjegangsfødende og havde tidligere født vaginalt ved et normalt fødselsforløb. Barnet havde en helt normal størrelse, og der var god fremgang under fødslen.
Der blev endvidere lagt vægt på, at den opståede bristning var blevet syet efter gældende retningslinjer og i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Der var hverken efter syningen eller ved efterfølgende kontrol tegn på, at syningen ikke var blevet udført optimalt.
Patienterstatningen vurderede herefter, at det forhold, at der opstod bristning af mellemkødet og den ydre endetarmsmuskel, skyldtes misforholdet mellem størrelsen af fødselsvejen og barnet. Patienterstatningen vurderede endvidere, at sådanne rupturer er velkendte følger af fødsler, også ved kontrollerede fødselsforløb, hvorfor det ikke kunne karakteriseres som en komplikation til selve behandlingen.
Patienterstatningen fandt således, at de efterfølgende problemer med mangelfuld kontrol af endetarmsmusklen med overvejende sandsynlighed skyldtes forhold ved selve fødslen og ikke behandlingen. Sagen blev derfor afvist efter PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1 (05-4258).
Sagen er et eksempel på, at der i forbindelse med en fødsel kan opstå skade, som ikke kan anses for at være påført ved behandlingen, når denne i øvrigt har været korrekt. I sådanne tilfælde betragtes ”skaden” som en uundgåelig følge af selve fødselsforløbet og berettiger ikke til erstatning efter patientforsikringsloven.
Afgørelsesdato: 23. februar 2006