En 56-årig kvinde blev indlagt på skadestuen efter et trafikuheld. Ved undersøgelsen konstaterede man, at patienten var øm i skulderen. En røntgenundersøgelse viste ingen tegn på brud, og man havde ikke mistanke om seneskader. Patienten fik anlagt en armslynge til de næste par dage og blev herefter afsluttet fra sygehuset.
Ca. 14 dage senere blev patienten på ny undersøgt på grund af skuldersmerter. Der kunne ikke konstateres defekter ved skulderrundingen eller ømhed ved leddet mellem kraveben og skulder. På sygehuset fandt man, at patienten havde behov for fysioterapi.
Ved en ny undersøgelse af patienten ca. 3½ måned senere konstaterede man, at patienten havde nedsat kraft i højre arm og ofte oplevede knæk i armen/skulderen ved udad- og indadføring af denne. Man konkluderede, at patienten muligvis havde en delvis eller total rotator cuff læsion (senet manchet omkring skulderleddet). Patienten fik herefter anlagt en blokade.
Ca. 1 måned senere fandt man indikation for at foretage en kikkertundersøgelse af patientens skulder. Dette indgreb blev foretaget 5½ måned senere, hvor rotator cuffen fandtes bristet. I samme indgreb blev rotator cuffen syet fast. Patienten modtog herefter optræning i fysioterapien.
Patienten klagede over, at der var gået for lang tid mellem skadens indtræden og operationen.
Patienterstatningen fandt, at sagen ikke var omfattet af PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1, idet patientens behandling på sygehuset var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation.
Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at det var i overensstemmelse med optimal standard i forbindelse med skader som i det aktuelle tilfælde i første omgang at forsøge konservativ behandling i form af fysio- og ergoterapi. Det var desuden Patienterstatningens vurdering, at der ikke var sket en forsinket diagnosticering af rotator cuff læsionen.
Patienterstatningen fandt endvidere, at patientens gener efter endt behandling med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives patientens grundsygdom i form af et traume mod skulderen i forbindelse med et trafikuheld. Patienterstatningen fandt herudover, at resultatet efter en eventuelt tidligere udført syning af rotator cuff læsionen med overvejende sandsynlighed ikke ville have medført et bedre resultat.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
I sager om forkert eller forsinket diagnose er det vigtigt at være opmærksom på, at der kun ydes erstatning, hvis betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1 (specialistreglen) eller § 2, stk. 1, nr. 2 (fejl eller svigt i diagnostisk udstyr) er opfyldt. Diagnosesager kan således ikke anerkendes efter reglen i § 2, stk. 1, nr. 3 (alternativ ligeværdig metode) eller § 2, stk. 1, nr. 4 (rimelighedsreglen). Baggrunden for denne begrænsning er, at diagnosticering er en løbende proces, og at det ville få alt for vidtgående konsekvenser, hvis denne proces blev underkastet den efterfølgende bedømmelse, der ligger i § 2, stk. 1, nr. 3 og 4.
Afgørelsesdato: 21. november 2001