En 58-årig kvinde fik i 1997 konstateret en stor godartet svulst 10 cm oppe i endetarmen. Svulstens størrelse og placering nødvendiggjorde anvendelse af en særlig operationsteknik med specialinstrumenter gennem endetarmen. To dage efter operationen blev patienten reopereret, idet hun havde fået konstateret en stor rift i endetarmen. Det var nødvendigt at fjerne det beskadigede tarmstykke og midlertidigt fremlægge tyktarmen til en kunstig åbning i huden (colostomi).
Patienten fik i marts måned 1998 tilbagelagt tyktarmsstomien, men denne operation endte med et uventet dårligt resultat, idet patienten fik flere fistler (sprækkedannelser) blandt andet fra endetarmen til skeden med det resultat, at hun havde afgang af afføring gennem skeden. Da det trods flere operationer ikke lykkedes at lukke de opståede fistler, fik patienten anlagt en ny stomi, denne gang fra tyndtarmen (ileostomi) for at aflaste hele tyktarmen. Ileostomien blev lagt tilbage og patientens tarmfunktion genetableret ved operation i maj 2000. Patienten havde dog fortsat betydelige vansir i form af en asymmetrisk bugvæg med frembuling af venstre side af maven, og hun var præget af voldsom træthed efter det langvarige forløb.
Patienterstatningen anerkendte de opståede skader med henvisning til PFL § 2, stk. 1, nr. 4 (KEL § 20, stk. 1, nr. 4), idet det meget langvarige behandlingsforløb og de omfattende skader fandtes at gå ud over, hvad patienten skulle tåle efter fjernelse af en godartet polyp fra endetarmen.
Til brug for den erstatningsmæssige opgørelse af sagen indhentede Patienterstatningen en speciallægeerklæring dateret den 9. maj 2000. Af denne erklæring fremgik det, at patienten var generet af sin stomi, men at hun ikke umiddelbart var interesseret i tilbagelægning af denne, da dette indebar et stort og risikofyldt indgreb. Hvad den erklæringsudstedende speciallæge imidlertid ikke var bekendt med var, at patienten, samme dag som erklæringen blev udarbejdet, blev indlagt på det skadevoldende sygehus, hvor hun den efterfølgende dag fik lagt ileostomien tilbage og fik genetableret sin tarmfunktion.
Erklæringen blev efterfølgende sendt i partshøring til patienten og dennes advokat, der svarede den 4. juli 2000, uden at det i den anledning blev oplyst, at ileostomien var lagt tilbage.
Ved afgørelse af 22. august 2000 opgjorde Patienterstatningen på baggrund af den indhentede erklæring patientens samlede mén som følge af patientskaden til 40 %. Af afgørelsen fremgik det blandt andet, at det ved ménfastsættelsen var lagt til grund, at patienten havde en permanent ileostomi, hvilket ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring méntabel skulle fastsættes til 30 %.
Patientens advokat rettede efter at have modtaget afgørelsen henvendelse til Patienterstatningen, idet han fandt, at godtgørelsen for svie og smerte var fastsat for lavt, idet der ikke var taget hensyn til den sygemelding patienten havde haft i forbindelse med tilbagelægningen af ileostomien. Først ved denne henvendelse blev det Patienterstatningen klart, at patienten havde fået lagt stomien tilbage i maj 2000, og at hun således ikke var permanent stomibærer, således som det var forudsat ved afgørelsen af 22. august 2000.
På baggrund af advokatens oplysninger genoptog Patienterstatningen sagen, ændrede stationærtidspunktet og tilkendte yderligere godtgørelse for svie og smerte i overensstemmelse hermed. Samtidig nedsatte Patienterstatningen méngraden, idet der blev lagt vægt på, at afgørelsen vedrørende dette spørgsmål var truffet på et urigtigt grundlag, idet patientens ileostomi allerede var tilbagelagt på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse af 22. august 2000. Der blev endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af formuleringen i afgørelsen af 22. august 2000 måtte have stået såvel patienten som dennes advokat klart, at Patienterstatningen ikke havde kendskab til, at stomien var tilbagelagt på afgørelsestidspunktet, og at dette forhold var af afgørende betydning for erstatningsudmålingen.
Genoptagelse af afsluttede erstatningssager vil normalt kun ske på patientens begæring, og kun hvis betingelserne i EAL § 11 er opfyldt. Patienterstatningen kan dog helt undtagelsesvist, efter almindelige forvaltningsretlige principper, af egen drift genoptage en allerede afsluttet erstatningssag, hvis det efterfølgende viser sig, at afgørelsen er truffet på et urigtigt grundlag.
I en sag som den aktuelle, hvor der som konsekvens af genoptagelsen træffes en ny afgørelse til skade for patienten, må det efter Patienterstatningens praksis være en betingelse, at den oprindelige afgørelse enten viser sig at være direkte lovstridig, eller at det må have stået patienten klart, at afgørelsen var truffet på et urigtigt grundlag.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 29. marts 2001