En 58-årig kvinde fik ved mammografi den 31. juli 2002 konstateret en lille afgrænset, lidt fast knude lige under det mørke område omkring brystvorten (areola). Der blev ikke fundet kræftsuspekte forandringer. Ved fornyet undersøgelse med mammografi og ultralydsscanning den 26. marts 2004 fandt man en velafgrænset proces, som blev tolket som en bindevævsknude. Efterfølgende finnålsbiopsi viste dog ondartede celler.
Patienten fik herefter fjernet knuden og udtaget en lymfeknude fra armhulen. Der var tale om en 9 mm stor kræftknude uden spredning. Der var i det fjernede væv spredte områder med forstadier til kræft (carcinoma in situ). Patienten modtog efterfølgende strålebehandling mod brystet.
Patienterstatningen fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man ved undersøgelsen den 31. juli 2002 i overensstemmelse med Danish Breast Cancer Group’s anbefalinger havde fundet indikation for biopsi af knuden. Såfremt man i forbindelse med undersøgelse den 31. juli 2002 havde foretaget biopsi, havde man med overvejende sandsynlighed allerede på daværende tidspunkt fundet egentlig brystkræft, subsidiært forstadier til brystkræft.
Patienterstatningen vurderede dog, at patienten ikke var blevet påført skade i patientforsikringslovens forstand som følge af den forsinkede diagnosticering.
Der blev herved lagt vægt på, at det af en indhentet speciallægeerklæring fremgik, at patienten ved rettidig diagnosticering i 2002 skulle have gennemgået den samme behandling med brystbevarende operation efterfulgt af strålebehandling, som hun aktuelt gennemgik i 2004. Ligeledes fremgik det, at patientens statistiske overlevelsesprognose var særdeles god, og at rettidig diagnosticering og behandling ikke ville have betydet en forbedring af den statistiske overlevelsesprognose.
På baggrund heraf konkluderede Patienterstatningen, at patienten ikke var påført skade, hvorfor betingelserne for at yde erstatning i PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, ikke var opfyldt (04-4395).
Patienten havde blandt andet anført, at hun som følge af den forsinkede diagnosticering havde mistet retten til at få udbetalt en forsikringssum ved kritisk sygdom, da diagnosen først blev stillet efter forsikringstidens ophør. Patienterstatningen fandt i den anledning, at det forhold, at patienten på tidspunktet for rettidig diagnosticering var omfattet af en forsikringsordning med udbetaling ved kritisk sygdom og ikke var omfattet af en sådan ordning på det faktiske diagnosticeringstidspunkt, ikke udgjorde en erstatningsberettigende skade i patientforsikringslovens forstand.
Afgørelsesdato: 3. august 2005