En 66-årig kvinde pådrog sig en overrivning af strækkesenen til højre hånds 3. finger. Da fingerens yderled var fastlåst i bøjet stilling og dermed generede kvinden, tilbød afdelingens overlæge at udføre en artrodese (stivgørende operation) i dette led.
På datoen for operationen var overlægen syg, og operationen blev i stedet udført af en vikar, som af ukendte årsager valgte at lægge et cirkulært snit omkring yderleddet. Snittet gik gennem både hud og sener og forvoldte skade i et sådant omfang, at det efterfølgende var umuligt at udføre artrodesen, men derimod nødvendigt at foretage amputation i leddet. I efterforløbet måtte patienten have amputeret endnu et stykke af fingeren for at fjerne smerter.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, da det blev fundet overvejende sandsynligt, at en erfaren specialist ville have valgt en mere traditionel operationsmetode, hvorved leddet var stivgjort, uden at amputation var kommet på tale (99-0874) (1999 Årsb.).
Der er tale om en klassisk vurdering efter specialistreglen i PFL § 2, stk. 1, nr. 1. Den mindre erfarne læge anvender en operationsteknik, der afviger fra almindelig anerkendt praksis, og patienten påføres derved skaden.
Resultatet af Patienterstatningens vurdering havde imidlertid været det samme, hvis det var den erfarne overlæge på afdelingen, der havde valgt samme metode med samme resultat. Ved vurderingen efter patientforsikringsloven er det ikke afgørende om behandlingen er udført af en specialist, men alene om behandlingen er udført efter den standard, der måtte forventes af den erfarne specialist på området.
Afgørelsesdato: 29. oktober 1999