En 54-årig kvinde havde fået indsat en knæprotese i venstre knæ og udviklede efterfølgende infektion omkring protesen. Man måtte derfor fjerne protesen og senere stivgøre knæet.
Tidligere havde patienten gennem flere år været i behandling for svær sklerodermi samt brystkræft med spredning, og hun var fortsat i behandling for begge lidelser, da patientskaden indtraf.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), og vurderede, at patientens samlede varige mén i knæet udgjorde 25 %. Der blev herved lagt vægt på, at det stivgjorte knæ medførte et forringet funktionsniveau for patienten, idet patienten havde fået en besværet og usikker gang. Patienterstatningen vurderede endvidere, at merménet som følge af infektionen udgjorde 10 %.
Ved vurderingen af erhvervsevnetabet lagde Patienterstatningen vægt på, at patientens erhvervsevne allerede inden skaden var væsentlig nedsat som følge af den svære grundlidelse, sklerodermi. Det fremgik således, at hun var svært invalideret af sin leddegigt, og at hun havde gennemgået adskillige operationer, bl.a. dobbeltsidig hoftealloplastik, skulderalloplastik og dobbeltsidig knæalloplastik. Herudover havde hun stomi samt forkrøblede hænder. Hun havde ikke desto mindre været i stand til at passe et fuldtidsarbejde med telefonpasning og forefaldende kontorarbejde, men måtte opgive dette efter skaden.
Patienterstatningen lagde til grund, at patienten allerede inden skadens indtræden kun havde været i stand til at varetage relativt begrænsede arbejdsopgaver, og at hun havde været afskåret fra at varetage fysisk belastende opgaver samt gående og stående arbejde. På baggrund heraf vurderede Patienterstatningen, at det under alle omstændigheder ville have været yderst vanskeligt for hende at finde andet arbejde i tilfælde af arbejdsløshed eller lignende, ligesom man vurderede, at hendes grundlidelse med tiden ville have medført, at hun havde været nødt til at ophøre med sit arbejde tidligere end ellers påregnet. Endelig lagde Patienterstatningen vægt på, at patientskadens følger – stivhed i venstre knæ – kun i begrænset omfang ville have forhindret hende i at passe det tidligere arbejde i samme omfang, når man tog hendes samlede helbredstilstand i betragtning.
Patienterstatningen fastsatte herefter skønsmæssigt erhvervsevnetabet som følge af skaden til 15 %.
Sagen illustrerer, at vurderingen af en skades konsekvenser for patientens erhvervsmæssige situation kan være meget vanskelig og beror på et meget konkret skøn. I den aktuelle sag var der tale om svære, konkurrerende lidelser, som indebar, at patientens erhvervsevne var yderst begrænset. Patienten havde dog været i stand til at varetage lettere arbejdsopgaver på fuld tid, og det var ubestridt følgerne efter patientskaden, der havde tvunget hende til at ophøre med at arbejde. Erhvervsevnetabet blev derfor fastsat skønsmæssigt ud fra en vurdering af hendes erhvervsmæssige situation henholdsvis før og efter skadens indtræden.
Afgørelsesdato: 25. januar 2006