En 45-årig mand, der som 25-årig brækkede halsen ved trampolinspring, hvorved han blev lammet fra halsen og nedefter og blev respiratorpatient, blev indlagt på grund af højresidig lungebetændelse med væskeansamling.
På grund af lungebetændelsen blev den sædvanlige luftrørskanyle skiftet til luftrørstube med cuff (oppustelig manchet). I forbindelse med behandlingen, blev patientens tilstand pludselig forværret med manglende hjerteaktion og svær iltmangel. Hjertet kom imidlertid hurtigt i gang igen efter to slag i brystet og ventilation med ren ilt.
Røntgenundersøgelse af patienten viste en overopblæst lunge på højre side som følge af en asymmetrisk cuff, hvor højre side var blæst vældigt op. Efter tubeskift var der fuldstændig fri respiration. En undersøgelse af tuben viste, at en fejlfunktion medførte, at luften kun kunne blæses ned i lungerne, men at den ikke kunne komme op igen uden stort besvær. Den defekte tube forårsagede således svær kredsløbspåvirkning med klinisk hjertestop. I efterforløbet havde patienten svær dysartri (vanskelighed ved at tale, motoriske problemer og nedsat hukommelse).
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 2, idet en teknisk fejl ved den anvendte luftrørstube forårsagede svær kredsløbspåvirkning med klinisk hjertestop. Patienterstatningen fandt endvidere, at patienten før patientskaden havde et varigt mén på 100%. Det varige mén som følge af patientskaden blev fastsat til en méngrad på 15 %. Der blev ved fastsættelsen af méngraden lagt vægt på, at der efter respiratorfejlen opstod gener i form af nedsat talefunktion og forværring af evnen til at styre kørestol med pust-sug-teknik.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 17. september 1997