En 65-årig mand blev indlagt på sygehuset efter at være faldet 5-6 trin ned ad en betontrappe, hvorved han havde slået hovedet og nakken.
Man foretog en røntgenundersøgelse og en specialrøntgenundersøgelse (tomografi) og fandt ikke tegn på brud eller ledskred. Man konstaterede imidlertid en lidt ejendommelig knækdannelse omkring 6. nakkehvirvel, hvilket man tilskrev patientens grundsygdom Morbus Bechterew (rygsygdom, der giver stivhed som følge af sammenvoksning af småleddene). Henset til, at patientens smerter var aftagende, fandt man ikke indikation for anvendelse af halskrave, og patienten blev udskrevet 2 dage efter indlæggelsen.
To dage efter udskrivelsen blev patienten indlagt på ny, idet han den foregående aften havde fået voldsomme smerter i nakken, da han var gået i seng. På indlæggelsesdagen havde patienten tiltagende lammelser og kraftnedsættelse i både arme og ben, han havde en lidt vattet følesans i samtlige fingre, højre pupil var en anelse mindre end venstre pupil, og endelig var han ikke i stand til at lukke munden helt.
Grundet tiltagende lammelse blev patienten overflyttet til et andet sygehus. En MR-scanning foretaget samme dag viste en brudlinje mellem 5. og 6. nakkehvirvel, hvor der havde dannet sig en større blodansamling, der trykkede på rygmarven og var årsag til lammelserne. Samme dag foretog man en stabilisering af bruddet og fjernede blodansamlingen.
Patienterstatningen fandt, at sagen var omfattet af PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man have diagnosticeret bruddet/glidningen mellem 5. og 6. nakkehvirvel på baggrund af tomografibillederne, hvoraf bruddet fremgik og på baggrund af disse havde henvist patienten til videre neurokirurgisk behandling med henblik på stabilisering af bruddet.
Det blev samtidig fundet overvejende sandsynligt, at man ved en tidligere operation af bruddet kunne have begrænset blodansamlingens omfang samt dens tryk på rygmarven og dermed også de varige lammelser, som trykket forårsagede (98-2045).
Sagen illustrerer en af de mest almindelige typer af diagnoseforsinkelser, nemlig brud der overses på røntgenbilleder. Betingelsen for, at disse sager kan anerkendes, er, at den erfarne specialist, uden kendskab til de efterfølgende fund, ville have stillet diagnosen på baggrund af de primære røntgenbilleder.
Ved vurderingen af disse sager foretager Patienterstatningens lægekonsulenter derfor en gennemgang af røntgenbillederne fra den primære undersøgelse for at se, om bruddet fremgår så klart af disse, at den erfarne specialist ikke ville have overset det. Kun hvis dette er tilfældet, er sagen til anerkendelse.
Afgørelsesdato: 23. juni 1999