En 77-årig mand blev henvist til strålebehandling på grund af strubekræft. Under behandlingsforløbet blev man opmærksom på, at der var sket en beregningsfejl, således at der var givet en for kraftig stråledosis. Det blev vurderet, at dette indebar en risiko på 10-20% for, at patienten inden for ½-1½ år ville udvikle stråleskade i rygmarvskanalen svarende til det bestrålede område.
Patienten blev orienteret om fejlen, og man informerede ham om risikoen for skade og symptomerne herpå i form af kraftnedsættelse og føleforstyrrelser i kroppen samt om mulighederne for at anmelde sagen til Patienterstatningen. Det blev besluttet at ophøre med yderligere behandling for ikke at belaste rygmarven mere.
Patienten oplyste i sin anmeldelse til Patienterstatningen, at der på grund af forkert strålebehandling var en begrundet mistanke om, at hans rygmarv kunne have taget væsentlig skade. Han havde dog foreløbig ikke gener heraf.
Patienterstatningen fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde opdaget beregningsfejlen inden behandlingens start og således havde tilsikret, at der blev givet den korrekte dosis strålebehandling. Patienterstatningen vurderede imidlertid, at patienten ikke var blevet påført en skade i lovens forstand som følge af den høje dosis strålebehandling. Der blev herved lagt vægt på, at patienten foreløbig ikke havde gener svarende til en mulig stråleskade af rygmarven.
Det forhold, at patienten havde risiko for at udvikle symptomer på rygmarvsbeskadigelse efter strålebehandlingen, fandtes ikke i sig selv at kunne betragtes som en skade i lovens forstand, idet der alene var tale om en potentiel, fremtidig skade. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning, jfr. PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1.
Patienterstatningen orienterede patienten om, at sagen ville kunne genoptages, hvis patienten på et senere tidspunkt udviklede symptomer på rygmarvsbeskadigelse efter strålebehandlingen.
Afgørelsesdato: 29. december 2000