En 73-årig mand afgik ved døden som følge af forsinket diagnosticering af en blodprop i hjertet. Patienterstatningen vurderede, at behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard, og anerkendte sagen efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Det fremgik af oplysningerne, at boet havde refunderet udgifterne til begravelsen. Boet blev derfor tilkendt erstatning for begravelsesudgifter.
Manden efterlod sig ingen ægtefælle eller samlever, så der blev ikke givet overgangsbeløb. Derimod blev der givet erstatning for forsørgertab til et barn under 18 år.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Det blev efterfølgende oplyst, at udgifterne til begravelsen reelt var afholdt af Muslimsk Begravelsesforening.
Ankenævnet for Patienterstatningen genoptog derefter sagen og traf nu afgørelse om, at boet ikke havde ret til erstatning for begravelsesudgifter.
Det var samtidig ankenævnets vurdering, at der ikke var hjemmel til at udbetale beløbet til Muslimsk Begravelsesforening. Der blev lagt vægt på, at foreningen har karakter af en forsikringsordning, hvormed dækning af begravelsesudgifterne udgør en forsikringsydelse og ikke et økonomisk tab. Endvidere har patienterstatningsordningen alene til formål at yde erstatning til patienter og efterladte til patienter efter KEL § 19, stk. 1. Begravelsesforeningen faldt således uden for lovens dækningsområde.
Ankenævnet vurderede endvidere, at der var afgivet urigtige oplysninger, som havde haft afgørende betydning for udfaldet af sagen i forhold til den tilkendte erstatning. Ankenævnet mente derfor, at regionen, der havde udbetalt erstatningen for begravelsesudgifter til boet, kunne kræve beløbet tilbage, jf. KEL § 33 a, stk. 2, 2. pkt. (AfP 2020-10713).
Afgørelsesdato: 6. marts 2020