En 54-årig kvinde led af en svær tarmsygdom (Morbus Crohn), der blev behandlet med forskellige lægemidler med vekslende effekt og bivirkninger. Man skiftede derfor til lægemidlet Infliximab, som havde god effekt på sygdommen.
Efter et par måneders behandling klagede kvinden over svært udslæt på især fødder og hænder. Man vurderede, at der var tale om bivirkninger til Infliximab, og iværksatte medicinsk behandling herfor.
Efter cirka et års behandling var tarmsygdommen i ro, men kvinden havde stadig behandlingskrævende hudgener.
Patienterstatningen vurderede, at hudgenerne med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Infliximab. Der blev lagt vægt på, at hudgener er en kendt bivirkning til dette lægemiddel, og at lette gener er meget hyppige, mens svære gener er mere sjældne.
Patienterstatningen vurderede dog også, at bivirkningerne ikke var alvorlige nok til at udløse erstatning set i forhold til kvindens svære tarmsygdom. Der blev lagt vægt på, at der ubehandlet var tale om en alvorlig og invaliderende sygdom, og at kvinden derfor måtte acceptere forholdsvis omfattende bivirkninger uden at få erstatning. Selvom der var tale om betydelige hudgener, der ville komme i jævnlige udbrud, gik det ikke ud over, hvad hun med rimelighed måtte acceptere.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 43.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP 2020-9126).
Afgørelsesdato: 15. september 2020