En 54-årig kvinde fik foretaget en stivgørende operation i halsrygsøjlen på grund af degenerative forandringer og forsnævringer. Hun fik i den forbindelse indsat såkaldt ekspandérbare cages mellem 4.-7. nakkehvirvel (niveauerne C4/C5-C6/C7). Det er fiksationsmateriale, som kan indstilles til en bestemt højde, hvorefter det låses.
Operationen havde umiddelbart god effekt på kvindens nakkesmerter. Efter et par uger fik hun dog fornyede smerter, og man konstaterede, at den ene cage var faldet sammen. Kvinden måtte derfor gennemgå en ny operation med udskiftning af cagen.
Patienterstatningen vurderede, at behovet for re-operation var begrundet i, at den indsatte cage ikke havde bevaret sin højde, og at dette var at betragte som et svigt i apparaturet, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 2. Årsagen til svigtet var ikke endeligt klarlagt, hvilket dog ikke er et krav ved anvendelsen af bestemmelsen.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 2.
Patienterstatningen vurderede samtidig, at skaden kun havde medført en forlænget sygeperiode, men ikke et varigt mén på 5 % eller derover. Der blev lagt vægt på, at kvindens fortsatte gener med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes grundlidelse og ikke sammenfaldet i cagen og den efterfølgende re-operation. Kvinden fik derfor afslag på godtgørelse for varigt mén.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP 2021-2002).
Afgørelsesdato: 4. februar 2021