En 29-årig kvinde havde fået anerkendt forsinket diagnosticering af brystkræft og var blevet tilkendt 10 % mén for prognoseforringelse og en mindre godtgørelse for svie og smerte. Patienterstatningen vurderede, at sygdommen ville have været spredt selv ved rettidig diagnose, og afviste derfor yderligere erstatning. Afgørelsen blev ikke anket.
Kvinden afgik efterfølgende ved døden, og hendes efterladte bad derefter om at få sagen genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere erstatning. Dette afviste Patienterstatningen med den begrundelse, at det ikke med overvejende sandsynlighed var behandlingsskaden, der var årsagen til, at kvinden havde udviklet uhelbredelig kræft, og at hendes dødsfald derfor skyldtes selve kræftsygdommen og ikke skaden. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
De efterladte bad senere ankenævnet om at genoptage sagen med henvisning til, at der var begået en klar fejl i forbindelse med diagnoseforsinkelsen, og at der derfor skulle lempes på bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem behandlingen og skaden.
Ankenævnet afviste at genoptage sagen med den begrundelse, at der ikke var kommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens udfald. Ankenævnet mente endvidere ikke, at der var en sådan tvivl om årsagssammenhængen, at der var grundlag for at lempe på bevisbyrden.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. For retten anførte de efterladte blandt andet, at ankenævnets sagsbehandling havde været behæftet med væsentlige fejl, og at disse fejl havde ført til en forkert anvendelse af bevisbyrdereglerne og dermed et forkert resultat.
På baggrund af de lægelige udtalelser i sagen lagde byretten til grund, at det var helt usandsynligt, at der ikke var spredning af kræftsygdommen ved rettidig diagnose, og at udviklingen skyldtes selve kræftsygdommen. Der var derfor ikke en sådan tvivl om årsagssammenhængen mellem forsinkelsen og kræftsygdommens udvikling, at der havde været grundlag for at inddrage spørgsmålet om, hvorvidt der klart var begået fejl ved behandlingen. Der havde dermed ikke været grundlag for bevislempelse, og der var derfor heller ikke grundlag for at fastslå, at ankenævnet havde begået sagsbehandlingsfejl (dom af 29. november 2018 fra Retten i Hillerød, sag nr. BS 46-646/2017).
Afgørelsesdato: 15. januar 2016