En 49-årig mand havde anmeldt, at han var blevet påført skade som følge af mangelfuld behandling af blodpropper i hjernen.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Der blev lagt vægt på, at manden var vågnet med symptomerne, og at det dermed ikke kunne afgøres, hvornår de var startet. Der havde derfor ikke været indikation for at iværksætte blodpropopløsende behandling (trombolyse), da dette skal gives inden for få timer efter symptomdebut.
Patienterstatningen afviste derfor sagen med den begrundelse, at manden ikke var blevet påført skade ved behandlingen, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og sagen blev derefter indbragt for domstolene.
Retslægerådet udtalte, at retningslinjerne for trombolysebehandling kræver, at debuttidspunktet for symptomerne er kendt. Det præcise debuttidspunkt kunne ikke fastlægges, men ud fra mandens symptomer ved opvågningen måtte det lægges til grund, at debuttidspunktet lå så tidligt, at det ikke havde været muligt at iværksætte trombolysebehandling inden for tidsvinduet.
Derudover mente Retslægerådet, at sandsynligheden for, at trombolysebehandling ville have forbedret mandens symptomer, var meget lille. Det var ikke muligt ud fra sagens akter at se, om ambulancepersonalet havde kontaktet nærmeste trombolysecenter.
Ud fra sagens oplysninger mente byretten ikke, det kunne lægges til grund, at ambulancepersonalet havde kontaktet nærmeste trombolysecenter. Det var dog ikke en ansvarspådragende fejl, da dette ifølge de nationale retningslinjer kun skal ske, hvis alle punkterne vedrørende vurderingen med henblik på trombolysebehandling er opfyldt. Det var ikke tilfældet, da debuttidspunktet for mandens symptomer ikke kunne fastlægges.
Efter forklaringerne var der desuden kun en meget lille sandsynlighed for, at trombolysebehandling ville have forbedret symptomerne, ligesom muligheden for gavnlig effekt ikke ville stå mål med risikoen for bivirkninger i form af blødninger i hjernen.
Byretten fandt det derfor ikke sandsynligt, hverken at man ville have iværksat behandling, hvis manden var blevet kørt til trombolysecentret, eller at han ville være blevet helt eller delvist rask ved en trombolysebehandling. Han var derfor ikke med overvejende sandsynlighed påført skade ved behandlingen (dom af 31. maj 2018 fra Retten i Horsens, sag nr. BS 150-1211/2015).
Afgørelsesdato: 13. november 2014