En 68-årig kvinde fik anerkendt en blodprop i hjernen som følge af manglende iværksættelse af blodpropforebyggende behandling. Både det varige mén og erhvervsevnetabet blev fastsat til 100 %.
Før skaden havde kvinden drevet selvstændig virksomhed, og hun havde de seneste fire år haft en lønindtægt fra virksomheden på ca. 70.000 kr. Forud for dette havde hendes lønindtægt været mellem 240.000 og 280.000 kr.
Patienterstatningen fastsatte årslønnen til 70.000 kr. med den begrundelse, at både kvindens arbejdsindsats, virksomhedens aktivitet og kvindens lønindtægt tydeligvis havde været permanent lavere de sidste fire år før skaden end de tidligere år.
Kvinden mente selv, at årslønnen skulle fastsættes til over 500.000 kr., da den faktiske indtægt ikke afspejlede hendes reelle arbejdsindsats, blandt andet fordi hun på grund af ejerforholdene ikke havde behov for at blive lønnet fuldt ud. Virksomheden havde dog haft et betydeligt underskud de fleste år og været afhængig af gældseftergivelse mv. Patienterstatningen mente derfor ikke, at der var grundlag for at antage, at værdien af kvindens arbejdsindsats var væsentligt højere end den faktiske indtægt.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og sagen blev derefter indbragt for domstolene.
For retten blev det blandt andet forklaret, at kvinden var af afgørende betydning for virksomheden. Det blev også anført, at der ikke var taget højde for, at indtjeningen de sidste fire år før skaden havde været præget af finanskrisen, og at der i det sidste regnskab før skaden var en positiv tendens.
Derudover blev det anført, at årslønnen for en tilsvarende butiksansat ville være ca. 420.000 kr., og at det ikke kunne være korrekt, at kvinden ville have fået højere erstatning, hvis hun havde været arbejdsløs eller arbejdssøgende.
Byretten udtalte, at eftersom kvinden gennem en lang periode havde drevet selvstændig virksomhed, kunne der ikke ses bort fra hendes valg herom ved fastsættelsen af hendes årsløn, og den kunne ikke fastsættes til lønnen for en erfaren butikschef eller -bestyrer.
Byretten mente endvidere ikke, at der kunne bortses fra, at kvindens indtægt var og måtte forventes fortsat at være beskeden efter virksomhedens økonomiske forhold. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet over årslønnen.
Landsretten udtalte, at selskabet efter regnskabsoplysningerne højst sandsynligt ikke ville have haft det økonomiske råderum til at ansætte en vikar i stedet for kvinden, og tiltrådte derfor, at årslønnen ikke var fastsat ud fra et skøn over lønudgiften til en vikar. Der var heller ingen oplysninger, der støttede, at det inden for nærmere fremtid ville have været muligt at udbetale en løn til kvinden, der væsentligt oversteg den fastsatte årsløn. Dommen blev derfor stadfæstet (Østre Landsrets dom af 26. juni 2019, 17. afdeling, sag nr. BS-35656/2018).
Afgørelsesdato: 27. juli 2016