Sagsnummer 16-4197

Manglende journaloplysninger

09-03-2017

En 61-årig mand anmeldte, at hans praktiserende læge havde været for længe om at henvise ham til en øre-næse-hals-læge. Han oplyste, at han siden starten af 2015 havde konsulteret sin læge flere gange, fordi han havde haft ondt i halsen, hæshed og problemer med stemmebåndet. Først efter flere besøg blev han gjort opmærksom på, at han selv kunne kontakte en øre-næse-hals-læge uden henvisning.

I juni 2015 fik manden konstateret kræft i svælget, og han blev opereret for dette og fik efterfølgende strålebehandling. Han mente selv, at behandlingen ville have været mindre omfattende, hvis diagnosen var blevet stillet tidligere.

Af lægens journal fremgik det, at manden havde været til konsultation henholdsvis i januar og maj 2015. Det var dog ikke noteret, at han skulle have klaget over gener fra halsen. Lægen kunne heller ikke huske, at manden skulle have klaget over hæshed, men oplyste, at der ved hæshed rutinemæssigt henvises til en øre-næse-hals-læge.

Patienterstatningen indhentede en oversigt over patientens konsultationer fra regionen, som bekræftede de datoer, der fremgik af lægens journal. Patienterstatningen lagde derfor vægt på oplysningerne i lægens journal og lagde til grund, at manden ikke havde klaget over gener fra halsen ved de pågældende konsultationer.

Patienterstatningen vurderede herefter, at behandlingen hos lægen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, da der ikke havde været indikation for at henvise manden til en øre-næse-hals-læge. Sagen blev derfor afvist.

For lignende sager se 98-011114-469917-308217-5901 og 18-2074.

Afgørelsesdato: 18. juli 2016