En 50-årig mand blev efter flere års tiltagende gener i højre knæ henvist til undersøgelse på sygehuset. Man fandt her, at der var indikation for at foretage kikkertundersøgelse af knæet. I forbindelse med kikkertundersøgelsen fik patienten anlagt en rygmarvsbedøvelse.
Patienten anførte i sin anmeldelse, at han i forbindelse med flytningen fra operationsleje til seng ramte sengen med den nederste del af ryggen. Patienten beskrev, at flytningen foregik på den måde, at operationslægen og en sygeplejerske tog fat i hver sin ende af det tæppe, han lå på, og herefter svingede ham over i sengen. Da bedøvelsen ophørte, fik patienten mange smerter.
Sygehuset havde ingen oplysninger om det påståede traume. Således var der hverken tilført operationsbeskrivelsen eller sygeplejerkardexet oplysninger om flytning eller eventuelle klager/følger.
Af sygeplejerkardex fremgik det, at patienten klagede over kraftig hovedpine, da han efter operationen blev kørt tilbage til afdelingen. Dagen efter klagede patienten over smerter over lænden.
Ved undersøgelse fandt man, at patienten havde ømhed svarende til musklerne langs lænderygsøjlen. Der fandtes ikke ømhed ved berøring af knoglerne, og ved udskrivelsen samme dag fremgik det af journalen, at der kun var få smerter.
Ved kontrol 5 uger senere angav patienten at have lave lændesmerter. Dette blev efter undersøgelsen tolket som ømhed over korsbenet, og man valgte at se tiden an med henblik på spontan bedring, da der havde været nogen bedring de foregående 14 dage.
Ved afsluttende kontrol 3 måneder senere blev der alene anført forhold vedrørende knæet. Patienten mente ikke, at han blev spurgt om eller undersøgt for lændesmerter. Sygehuset har hertil anført, at patienten blev forespurgt om, hvordan tilstanden var både hvad angik knæet og lænderyggen, og at han, ifølge det ambulante notat, alene koncentrerede sig om knæet.
Patienterstatningen afviste sagen efter § 3, stk. 2, idet man ikke fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patientens gener fra lænderyggen kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler.
Patienterstatningen lagde vægt på, at der ikke havde kunnet findes holdepunkter for, at der fra sygehusets side på uagtsom vis blev afveget fra normal procedure i forbindelse med flytningen fra operationsleje til seng.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at det, ud fra operationsprotokollen, måtte lægges til grund, at det sandsynligvis var en sygehjælper, der sammen med en portør flyttede patienten, hvilket var normal praksis. Den pågældende sygehjælper kunne knap 5 år efter episoden intet erindre herom (98-0111) (1998 Årsb.).
Denne sag viser problemstillinger, hvor patienten og sygehuset har forskellige opfattelser af et forløb. Patienterstatningen bestræber sig på i videst muligt omfang at søge sådanne sager oplyst gennem journaler, kardex og udtalelser. I en sag som den aktuelle var der gået næsten 5 år fra operationsdagen, til patienten anmeldte sagen til Patienterstatningen, hvilket i sig selv vanskeliggjorde oplysningen af sagen.
Efter de almindelige erstatningsretlige regler er det den skadelidte patient, der har bevisbyrden for det culpøse forhold, og såfremt patienten ikke med Patienterstatningens hjælp kan løfte denne bevisbyrde, afvises sagen.
For lignende sager se 14-4699, 16-4197, 17-3082, 17-5901 og 18-2074.
Afgørelsesdato: 30. juli 1998