En 39-årig mand fik anerkendt en skade som følge af, at man først for sent opdagede en kræftknude i hofteregionen (et såkaldt Ewing-sarkom). Han blev tilkendt en godtgørelse for varigt mén, fordi hans overlevelsesprognose var blevet forringet som følge af den forsinkede diagnose. Patienten afgik senere ved døden som følge af kræftsygdommen.
Patienterstatningen vurderede, at kræftbehandlingen ville have været den samme, hvis diagnosen var blevet stillet rettidigt. Der blev derfor givet afslag på godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab samt erstatning for dødsfaldet.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og de efterladte indbragte herefter sagen for domstolene. Byretten lagde til grund, at kræftsygdommen allerede var så spredt på det tidspunkt, hvor diagnosen burde være stillet, at patienten under alle omstændigheder ville have haft en dårlig overlevelsesprognose. Det var derfor ikke overvejende sandsynligt, at dødsfaldet var en følge af diagnoseforsinkelsen. Retten stadfæstede således Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse (dom af 5. december 2012 fra Københavns Byret, sag nr. BS 19C-6723/2008).
I sager om forsinket kræftdiagnose ydes der kun erstatning for patientens dødsfald, hvis det er overvejende sandsynligt, at dødsfaldet skyldes den forsinkede diagnose. Det afgørende for denne vurdering er, hvilken overlevelsesprognose patienten ville have haft, hvis diagnosen var blevet stillet rettidigt, og hvor meget prognosen er blevet forringet som følge af forsinkelsen. Jo dårligere overlevelsesprognose patienten ville have haft selv ved rettidig diagnose, jo mindre sandsynligt er det, at det er forsinkelsen, der er årsagen til, at patienten dør.
Patienterstatningens praksis er at yde en godtgørelse for varigt mén, hvis den forsinkede diagnose har medført en vis forringelse af overlevelsesprognosen, også selvom prognosen under alle omstændigheder ville have været så dårlig, at det efterfølgende dødsfald ikke kan anerkendes. Godtgørelsen for forringet overlevelsesprognose udgør 5-10 %.
Afgørelsesdato: 16. februar 2007