En 63-årig kvinde fik diagnosticeret nyrekræft med knap 1 års forsinkelse, da man ikke undersøgte hende tilstrækkeligt på sygehuset. Dette medførte, at sygdommen nåede at sprede sig. Sagen blev anerkendt efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Som følge af den forsinkede diagnose udviklede kræftsygdommen sig uhelbredeligt, og patienten døde. Ved fastsættelsen af det varige mén tog Patienterstatningen udgangspunkt i, at uhelbredelig kræft ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel svarer til et mén på 100 %. Patienten ville dog have haft en stor risiko for tilbagefald af sygdommen selv ved rettidig diagnose, hvilket i sig selv svarer til et mén på 15 %. Herudover skulle hun under alle omstændigheder have fjernet den syge nyre, hvilket svarer til et mén på 10 % (tab af én nyre). Det varige mén som følge af behandlingsforsinkelsen blev derfor fastsat til 75 %.
Kvinden afgik ved døden godt to år efter det tidspunkt, hvor kræftdiagnosen skulle være stillet, og inden det varige mén var blevet fastsat. Patienterstatningen reducerede derfor godtgørelsen for varigt mén med 1/3 efter princippet om reduktion for mellemkommende død.
Afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, da de efterladte ikke mente, at det var rimeligt at foretage fradrag i ménet for risikoen for tilbagefald af sygdommen og tab af en nyre. Advokaten anførte desuden, at der efter dommen U 2012.2922 H kun i visse tilfælde var hjemmel til at foretage reduktion for mellemkommende død.
I den konkrete sag udtalte Ankenævnet for Patienterstatningen, at dommen kun vedrører de situationer, hvor afgørelsen træffes inden patientens død. Nævnet udtalte også, at det i forarbejderne til erstatningsansvarsloven er forudsat, at der som i hidtidig praksis kan ske reduktion i visse tilfælde af samvirkende skadesårsager og mellemkommende død. Nævnet tiltrådte derfor afgørelsen, både den fastsatte méngrad og reduktionen af godtgørelsen.
Afgørelsesdato: 30. maj 2013