Patienterstatningen har afgjort de sidste sager om skimmelsvamp på Rigshospitalet

Publiceret  21-05-2026

I begyndelsen af 2023 opdagede man på Rigshospitalet, at flere patienter blev smittet med skimmelsvamp af undertypen aspergillus flavus fra bygningerne i sydfløjen. Efter den opdagelse søgte i alt 32 patienter erstatning i årene efter.  

Nu er den sidste sag afgjort. 

I alt er der blevet tildelt erstatning til seks patienter. Men det er kun i to tilfælde, hvor der bliver givet erstatning for skader som følge af den type skimmelsvamp, der konkret er koblet til bygningerne på Rigshospitalet, aspergillus flavus 

Der er yderligere tildelt erstatning i en sag, hvor en patient blev smittet med aspergillus flavus senere i sit forløb. Men patienten var forinden smittet med en anden type skimmelsvamp, der forårsagede skaden på patienten.  

I de resterende 26 tilfælde er patienternes sag blevet afvist. Enten fordi infektionen ikke med overvejende sandsynlighed er opstået på hospitalet, fordi infektionen ikke har påført patienterne en skade, eller fordi de slet ikke er smittet med skimmelsvamp. 

I de to sager, hvor Patienterstatningen har tilkendt erstatning for infektion med aspergillus flavus, er der tale om alvorlige skader. I den ene sag har Patienterstatningen anerkendt varig nedsat lungefunktion som følge af infektionen, og i den anden sag er patienten død som følge af infektionen. 

“Det er tragisk for de patienter og pårørende, der blev hårdt ramt af skimmelsvampinfektioner. Jeg håber, at vores afgørelser giver en afklaring på et i forvejen hårdt forløb,” siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen. 

Normalt, at meget syge patienter kan blive smittet med skimmelsvamp 

Det er en velkendt risiko, at behandlingen af nogle patienter gør dem mere sårbare overfor infektion med skimmelsvamp. Men det er en risiko, man kan være nødt til at løbe. Ved meget aggressive kræftformer bruger man fx så kraftig kemoterapi, at patientens immunforsvar bliver svækket.  

Det gør dem mere sårbare over for infektioner som for eksempel skimmelsvamp, som findes overalt i luften – også selvom en bygning ikke nødvendigvis har problemer med fugt og indeklima. 

Hvorfor kan patienter have ret til erstatning, selvom der ikke er begået fejl? 

Selvom der ikke er tale om fejl eller svigt, når patienter bliver ramt af en infektion, så kan loven godt give dem ret til erstatning.  

Det sker efter den såkaldte rimelighedsregelRimelighedsreglen giver patienter ret til erstatning, hvis de bliver ramt af en skade, fx en infektion som er sjælden og alvorlig i forhold til den sygdomde bliver behandlet for.  

Et konkret eksempel på det princip, ser man inden for lægemiddelskadesager. Her kan kvinder få erstatning for blodpropper som bivirkning til p-piller. Det er en meget sjælden og alvorlig skade i forhold til, hvad kvinder tager p-piller for.  

Omvendt kan patienter ikke få erstatning for hårtab som følge af kemoterapi. Her er hårtab en almindelig og ikke-alvorlig bivirkning i forhold til, hvad patienten bliver behandlet for.  

Hvis det skal være sjældent og alvorligt, hvorfor er der så givet erstatning til seks patienter? 

Det er først og fremmest meget syge patienter, der er blevet smittet med skimmelsvamp.  

Men selvom det kan være normalt, at de bliver smittet, så kan det infektionsforløb, de kommer igennem godt udvikle sig så alvorligt, at det i lovens forstand bliver et sjældent og alvorligt i forhold til den sygdom, de bliver behandlet for.  

Det er tilfældet i de seks forløb, hvor Patienterstatningen har tildelt erstatning

Pressehenvendelser

Telefon: 33 69 48 80
Hverdage kl. 07.00 - 22.00
Weekender og helligdage kl. 08.00 - 16.00
(Du kan ikke sende sms til pressevagten)
 
E-mail:

Seneste nyt

Nyhedsbrev

Få seneste nyt om personskadeerstatning.

Gå til tilmelding