En 47-årig kvinde blev indlagt, efter at hun to gange havde forsøgt at begå selvmord ved drukning. Da hun ikke havde nogen fysiske skader, blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling.
Efter et par dages indlæggelse blev hun overflyttet til psykiatrisk afdeling i sin bopælsregion. Hun ankom frivilligt med taxa, og hun gik med det samme ud i rygegården, hvor hun blev overvåget og ikke udviste usædvanlig adfærd.
Man foretog en indledende vurdering, hvor kvinden var tilbageholdende og ikke ønskede at forklare sig. Adspurgt oplyste hun, at hun hverken havde tanker eller planer om selvmord. Der var dog både formel og emotionel dårlig kontakt, og man vurderede, at hun havde en øget selvmordsrisiko. Undervejs bad kvinden om at komme ud at ryge igen, og man lod hende derfor komme ud i rygegården – denne gang uden overvågning. Under dette ophold stak hun af ved at forcere et hegn.
Kvinden blev efterfølgende fundet livløs i vandet. Hun blev indbragt på sygehuset, hvor man fik hende genoplivet.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard, da man burde have holdt opsyn med kvinden under hendes udgang til rygegården.
Der blev lagt vægt på, at det af overflytningsnotatet fremgik, at kvinden befandt sig i en bipolar tilstand og havde fremtrådt impulsdirigeret. Der blev også lagt vægt på, at det ved modtagelsen blev besluttet, at kvinden skulle tvangsindlægges, og der derfor var foranlediget låste døre. Man burde derfor ikke have ladet hende opholde sig i rygegården uden opsyn.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
Afgørelsesdato: 25. juni 2017