En 40-årig mand havde fået anerkendt en skade efter en stivgørende rygoperation i lænden. Det varige mén blev fastsat til 15 %, og erhvervsevnetabet blev skønsmæssigt fastsat til 25 %. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Manden bad senere om at få genoptaget sagen, fordi han var blevet tilkendt førtidspension. Dette afviste ankenævnet.
Der blev lagt vægt på, at erhvervsevnetabet var fastsat skønsmæssigt, fordi manden udover behandlingsskaden havde flere andre lidelser, der i sig selv medførte, at hans samlede erhvervsevnetab var betydeligt højere end 25 %. På afgørelsestidspunktet var manden fuldtidssygemeldt, men det var endnu ikke endeligt afklaret, om han senere ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Selv uden skaden var det dog ikke overvejende sandsynligt, at han ville kunne varetage hverken et fysisk belastende eller et stillesiddende arbejde.
Ankenævnet mente ikke, at det forhold, at manden efterfølgende var blevet tilkendt førtidspension, var en væsentlig ændring i forhold til den oprindelige afgørelse, jf. EAL § 11.
Sagen blev indbragt for domstolene. Byretten udtalte, at selvom det først ved tilkendelsen af førtidspension blev endeligt afklaret, at manden ikke længere havde nogen erhvervsevne, var det ikke sandsynliggjort, at tilkendelsen var udtryk for en reel ændring i hans faktiske erhvervsevne siden ankenævnets afgørelse, eller at en sådan ændring i givet fald skyldtes skaden frem for de konkurrerende lidelser. Tilkendelsen af førtidspension var dermed ikke en ændring af mandens erhvervsmæssige situation, der kunne anses for væsentlig i forhold til det erhvervsevnetab, der var henført til skaden. Betingelserne for at genoptage sagen efter EAL § 11 var derfor ikke opfyldt (dom af 11. oktober 2017 fra Retten i Randers, sag nr. BS 4-393/2017).
Afgørelsesdato: 27. juni 2013