En 6-årig dreng fik i april 2005 foretaget en MR-skanning, som viste en blodprop i hjernen. Han var forinden blevet fulgt på en børneklinik på grund af spastiske symptomer. Forældrene fik svaret på skanningen i maj 2005 og blev informeret om, at blodproppen var forenelig med hans symptomer.
Forældrene anmeldte et erstatningskrav til Patienterstatningen i april 2015, da de mente, at man burde have fået mistanke om en blodprop allerede ved de første undersøgelser på børneklinikken i 2004.
Patienterstatningen mente, at forældrene havde eller burde have haft kendskab til den mulige skade, da de fik svaret på MR-skanningen i maj 2005, og afviste derfor sagen som forældet. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
For retten forklarede forældrene bl.a., at der ikke var nogen, der havde fortalt dem, at skaderne måske kunne være undgået, hvis der var handlet anderledes fra lægelig side. Det blev samtidig anført, at der ikke skulle statueres identifikation mellem forældrene og drengen. Det blev desuden anført, at forældrene først var blevet bekendt med, at der lægeligt burde være handlet anderledes, da de læste journalmaterialet i april 2015.
Ankenævnet henviste bl.a. til, at det af en epikrise fra oktober 2005 fremgik, at moderen ikke var i tvivl om, at drengens tab af motoriske færdigheder var forårsaget af blodpropper i hjernen, og at hun ville ønske, at hun havde stået mere stejlt på at få ham undersøgt de gange, hun havde kontaktet lægen. Ankenævnet mente derfor, at moderen allerede dengang havde haft det fornødne kendskab til skadens mulige sammenhæng med behandlingen.
Byretten udtalte, at eftersom drengen først blev myndig i 2017, var det indtil dette tidspunkt hans forældre, der som værger skulle varetage hans interesser, herunder rejse et eventuelt erstatningskrav. Retten lagde derfor til grund, at det var værgernes viden eller burde viden, der var afgørende for, fra hvilket tidspunkt den dagældende 5-årige forældelsesfrist skulle regnes.
Byretten var enig i, at det måtte lægges til grund, at forældrene var bekendt med, at blodproppen kunne være årsag til drengens symptomer, i maj 2005, og at de på dette tidspunkt havde de fornødne oplysninger til at fremsætte et erstatningskrav. Kravet var derfor forældet (dom af 6. november 2017 fra Retten i Horsens, sag nr. BS-509/2016-HRS).
Drengen rejste efterfølgende et erstatningskrav mod sine forældre (deres familieforsikring). Forsikringsselskabet afviste kravet bl.a. med den begrundelse, at formueskade var undtaget for dækning under forsikringen, og at forældrene ikke havde påført drengen en personskade.
Sagen blev derefter indbragt for Ankenævnet for Forsikring, der gav selskabet medhold. Nævnet fandt det ikke bevist, at forældrene havde handlet ansvarspådragende. Nævnet fandt det heller ikke bevist, at drengens tilstand ville have været bedre, eller at han ville have fået erstatning efter klage- og erstatningsloven, hvis forældrene havde handlet anderledes. Nævnet mente desuden, at kravet om erstatning for den manglende rettidige anmeldelse af en mulig behandlingsskade måtte anses for at falde ind under undtagelsen i forsikringsbetingelserne om rene formuetab, som ikke er en følge af skade på person eller ting (Ankenævnet for Forsikrings kendelse af 15. maj 2019, sag nr. 92641).
Afgørelsesdato: 22. september 2015