En 22-årig mand, der sad i fængsel, henvendte sig til en fængselslæge, fordi han ugen før havde slået højre underarm. Indersiden af armen var lidt hævet, men der var ingen tegn på, at armen var brækket. Der var ømhed og fortykkelse af senen til tommelfingeren. Patienten kunne frit bevæge håndleddet. Når lægen trykkede på den nederste del af spolebenet, var der lidt ømhed, men ingen ved tryk i knoglens længderetning. Kar og nerver var normale, og håndtrykskraften var god på trods af lidt ømhed. Der var ingen fejlstilling. Patienten blev rådet til at holde armen i ro. Han fik et støttebind og smertestillende piller.
Tre uger senere havde han stadig smerter i armen. Lægen henviste til røntgenundersøgelse, der foregik en uge senere på et sygehus og viste et gennemgående brud i spolebenet. Der var ved at blive dannet nyt knoglevæv, og brudstillingen var acceptabel. En MR-skanning viste en godartet cyste i spolebenet. Lægerne mente ikke, at der var grundlag for yderligere behandling.
Patienterstatningen vurderede, at fængselslægens undersøgelse og behandling havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. I forbindelse med den første undersøgelse var der ikke grund til at mistænke, at patienten havde et brud i armen. Der var derfor heller ikke grundlag for at henvise til røntgenundersøgelse på det tidspunkt.
Det var Patienterstatningens vurdering, at patienten ikke var påført en skade som følge af den forsinkede diagnosticering. Der var derfor ikke grundlag for at yde erstatning, jfr. KEL § 21, stk. 1, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1
Afgørelsesdato: 27. september 2016