En 55-årig kvinde fik anerkendt forsinket diagnosticering af en kræftsygdom. Som følge af forsinkelsen udviklede sygdommen sig til at være uhelbredelig, og hun afgik senere ved døden.
Under sagen havde kvinden rejst krav om erstatning for det forhold, at hun som følge af behandlingsforsinkelsen ikke kunne få udbetalt erstatning for kritisk sygdom fra sin private forsikring. Årsagen var, at hun på grund af forsinkelsen ikke nåede at anmelde sygdommen, inden forsikringen udløb.
Erstatningsposten udgifter og andet tab i EAL § 1 dækker i første primært rimelige og nødvendige udgifter, der har til formål at søge skadelidte helbredt, eller som står i umiddelbar forbindelse med skadelidtes helbredelse. Patienterstatningen vurderede, at tab i form af mistet dækning for kritisk sygdom ikke falder ind under de udgifter og tab, der kan erstattes efter EAL § 1. Der blev derfor givet afslag på erstatning for tabet.
Det er i øvrigt Patienterstatningens vurdering, at det forhold, at en patient ikke får mulighed for at anmelde en kritisk sygdom til sin forsikring, fordi den når at udløbe, inden diagnosen bliver stillet, ikke er en adækvat følge af diagnoseforsinkelsen.
Afgørelsesdato: 2. marts 2014