En 50-årig kvinde blev opereret for en udposning på en blodåre i hjernen (aneurisme). Under operationen opstod der en blødning, der medførte en højresidig lammelse.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at der ikke var tale om en sjælden skade. Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og sagen blev derefter indbragt for domstolene.
Kvinden gjorde gældende, at der ikke havde været indikation for operation, og at skaden ville være undgået, hvis man i stedet havde valgt konservativ behandling, som ud fra en retrospektiv betragtning var en ligeværdig behandlingsmetode.
Retslægerådet udtalte, at behandlingen havde været i overensstemmelse med alment anerkendt lægefaglig standard, da der var tilstrækkelig indikation for at behandle aneurismet operativt i stedet for konservativt, og operationen blev udført korrekt. Rådet udtalte også, at der opstår blødning i under 10 % af operationer for aneurisme i hjernen, at 5-10 % af patienterne får varige neurologiske skader, og at dødeligheden efter operation er 1-2 %. Risikoen for bristning af et aneurisme skønnedes at være mindre end ½ % pr. år og mindre end 50 % inden for henholdsvis 5, 10 og 20 år.
Byretten fandt det ikke godtgjort, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes end sket ved valget mellem operation og konservativ behandling. Byretten mente heller ikke, at et valg, der går ud på at se tilstanden an, var omfattet af ordlyden af KEL § 20, stk. 1, nr. 3, om en anden behandlingsteknik eller metode.
Dommen blev stadfæstet af landsretten. Dommen er trykt i FED 2020.32 Ø (anket til Højesteret).
Afgørelsesdato: 24. maj 2012