En 72-årig mand blev opereret for store udposninger (aneurismer) på bækkenpulsårerne og blev efterfølgende lammet i begge ben, formentlig som følge af rygmarvsbedøvelsen.
Patienterstatningen vurderede, at der var tale om en hændelig komplikation til behandlingen, som var sjælden, men ikke alvorlig set i forhold til grundsygdommen. Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og patienten indbragte herefter sagen for byretten.
Retslægerådet udtalte blandt andet, at store ubehandlede aneurismer på bækkenpulsårerne oftest vil fortsætte væksten og til sidst briste og give livstruende indre blødning. Rådet udtalte også, at jo større et aneurisme er, jo større er risikoen for bristning.
Byretten anså det for reelt umuligt at tage risikoen for den pågældende skades indtræden i betragtning før operationen. Retten lagde desuden til grund, at der var tale om en meget alvorlig grundsygdom. Uanset skadens sjældenhed og alvor mente retten, at skaden havde en underordnet betydning i forhold til den meget alvorlige lidelse med betydelig risiko for dødsfald, som operationen havde afhjulpet. Retten stadfæstede derfor, at skaden ikke var mere omfattende, end hvad patienten måtte tåle (dom af 14. marts 2016 fra Retten i Horsens, sag nr. BS 150-1423/2014).
Sagen er et eksempel på, at betingelsen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, betyder, at patienter med meget alvorlige sygdomme må tåle alvorlige skader uden at få erstatning
Afgørelsesdato: 17. december 2013