En 57-årig kvinde blev tilkendt erstatning for en behandlingsskade. Før skaden drev kvinden selvstændig virksomhed, dels med regnskabsassistance 25 timer om ugen, dels med en udlejningsejendom. Hun ejede desuden en ejerlejlighed, som var erhvervet med henblik på istandsættelse og senere afhændelse. Lejligheden blev sat til salg inden skadens indtræden, og den blev solgt efter skaden.
Efter skaden fik patienten ansættelse som regnskabschef, 25 timer om ugen, til en væsentligt højere løn end den, hun havde oppebåret fra sin selvstændige virksomhed. Der var dog en midlertidig periode, hvor hun ikke oppebar løn, og hun blev derfor tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for denne periode. Ved beregningen af denne erstatning blev der set bort fra den indtjening, som salget af lejligheden havde indbragt. Der blev således kun taget hensyn til den indtægt, som hun kunne have forventet at oppebære ved sin selvstændige virksomhed med regnskabsassistance og udlejningsejendom.
Patienterstatningen vurderede desuden, at patienten ikke ville have oppebåret en højere indtægt fra sin selvstændige virksomhed end indtægten i sin ansættelse som regnskabschef, hvis skaden ikke var indtrådt. Da hun samtidig tjente væsentligt mere efter skaden, og da det ikke kunne antages, at hun ville have påtaget sig fuldtidsarbejde uden skaden, var der ikke grundlag for at yde erstatning for erhvervsevnetab. Ved denne vurdering blev der ligeledes set bort fra indtjeningen ved salget af lejligheden.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sagen viser, at indtægter fra afhændelse af formue holdes uden for beregningen af erstatningen, da sådanne indtægter ikke kan tages som udtryk for skadelidtes indtjeningsevne.
Afgørelsesdato: 22. juni 2006