En 48-årig kvindelig tandlæge havde ved et fald pådraget sig et vrid af højre tommelfinger. En røntgenundersøgelse viste et afrivningsbrud omkring tommelfingerens ene ledbånd, og ved en operation samme dag blev brudstykket sat på plads.
Patienten klagede efterfølgende over smerter ved belastning, generende løshed samt nedsat kraft i fingeren. En efterfølgende røntgenundersøgelse viste, at afrivningen ikke var tilhelet og på plads, og at leddet var skredet.
Patienten fik derfor tilbudt at få stivgjort tommelfingerens grundled, hvilket med stor sandsynlighed ville medføre smertefrihed og kun en begrænset indskrænkning af tommelfingerens bevægelighed. Patienten afslog imidlertid dette behandlingstilbud, idet hun anførte, at man ikke kunne garantere hende et positivt resultat.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen ikke havde været i overensstemmelse med optimal lægelig standard, idet man burde have foretaget røntgenundersøgelse efter operationen, hvorved man ville have erkendt ledskreddet. Endvidere burde man tidligere have skiftet gipsskinnen til en cirkulær gips, der er mere stabil.
Patienterstatningen fastsatte patientens méngrad til 5 % men vurderede samtidig, at patientens erhvervsevne ikke var nedsat med 15 % eller derover som følge af patientskaden.
Patienten havde anført, at hun ikke kunne bestride sit arbejde som selvstændig tandlæge i fuldt omfang på grund af generne fra tommelfingeren.
Ved vurderingen af patientens erhvervsevne lagde Patienterstatningen imidlertid vægt på, at patientens gener enten ikke havde et omfang, der forhindrede hende i at udføre sit arbejde i væsentlig samme omfang som før skaden, eller at hun på et senere tidspunkt, hvis hun var erhvervstruet og henset til operationens forholdsvis ukomplicerede karakter, ville lade sig operere, således at hun kunne fortsætte sit hidtidige arbejde. Det tillagdes i den forbindelse betydelig vægt, at patienten efter en operation med stivgøring af grundleddet med meget stor sandsynlighed ikke ville have gener, som forhindrede hende i at udføre tandlægearbejde. Det tillagdes endvidere betydelig vægt, at der var meget en høj succesrate ved denne type operation, og at operationen ikke var specielt farlig.
Afgørelsen illustrerer omfanget af skadelidtes tabsbegrænsningspligt i relation til erstatning for erhvervsevnetab, jf. EAL § 5, stk. 2. Det fremgår af denne bestemmelse, at der ved vurderingen af erhvervsevnetabet skal tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende. Skadelidte har således en pligt til at udnytte sine muligheder for at opretholde sin tidligere indtægt. Efter Patienterstatningens opfattelse indebærer denne pligt også en pligt for skadelidte til at underkaste sig relativt beskedne operative indgreb, hvor succesraten er meget stor, og som har stor betydning for patientens erhvervsevne.
Afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
For lignende sager se 07-4797 og 11-3431.
Afgørelsesdato: 24. marts 2006