En 38-årig kvinde gennemgik en fødsel og fik i den forbindelse en omfattende bristning af lukkemusklen, som blev diagnosticeret for sent. Patienterstatningen anerkendte skaden efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
På grund af bristningen havde kvinden udtalte inkontinensgener over for luft og afføring. Hun blev tilbudt operation med rekonstruktion af lukkemusklen, men ønskede ikke at blive opereret.
Det fremgik af en speciallægeerklæring, at kvindens gener ville kunne afhjælpes betydeligt ved en operation. Hun ville dog stadig have visse varige inkontinensgener selv efter en vellykket operation.
Patienterstatningen vurderede, at kvinden tilsidesatte sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at lade sig operere. Der blev lagt vægt på, at en rekonstruktion af lukkemusklen er et relativt simpelt indgreb, der kan foretages i sammedagskirurgi, og som har en succesrate på 70-90 %. Der blev også lagt vægt på, at kvindens gener kunne afhjælpes betydeligt ved en operation.
Det varige mén blev derfor fastsat skønsmæssigt ud fra de gener, kvinden ville kunne forvente at have efter en vellykket rekonstruktion af lukkemusklen.
Patienterstatningen gør kun i særlige tilfælde gældende, at en patient har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt i forhold til det varige mén ved ikke at lade sig operere for derved at reducere en skades varige følger. Det afgørende er, hvor omfattende den nødvendige operation er, hvor stor effekt operationen vil have, og hvor stor succesraten ved den pågældende operation er. Der er dermed tale om en helt konkret vurdering i hver sag.
For lignende sager se 05-0004 og 07-4797.
Afgørelsesdato: 28. april 2016