Patienterstatningens direktør Karen-Inger Bast har anmodet Rigshospitalet om oplysninger om skimmelsvamp i bygningerne.
Anmodningen kommer på baggrund af, at medierne siden årsskiftet har beskrevet problemer med skimmelsvamp i bygningerne på Rigshospitalet. Samtidig har Patienterstatningen modtaget to ansøgninger om erstatning fra patienter, der har fået en infektion med skimmelsvamp på Rigshospitalet.
”Det er en usædvanlig sag, og jeg ved endnu ikke, om patienterne har ret til erstatning. Vi har brug for flere oplysninger end dem, der står i patienternes journal, som vi sædvanligvis tager udgangspunkt i. Derfor har jeg bedt Rigshospitalet om oplysninger, så vi kan afklare patienternes sag så hurtig som muligt,” siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen.
Første sager med tydelig kobling til svamp i bygningerne
Patienterstatningen har tidligere afvist tre sager fra andre hospitaler, hvor patienterne har fået en infektion af skimmelsvamp i løbet af deres behandlingsforløb. Men der har ikke tidligere været nogen afgørelser, hvor der tilsyneladende er så tydelig en kobling mellem patienternes infektion og udbredelse af skimmelsvamp i den konkrete hospitalsbygning, hvor patienterne var indlagt.
Patienterne skal oplyses om muligheden for erstatning
”Jeg ved, at man på Rigshospitalet gør sit yderste for at give den allerbedste behandling til patienterne. Men opstår der en komplikation, er det vigtigt at følge loven og informere patienterne om muligheden for at søge erstatning i de sager, hvor man har en mistanke om, at patienten har fået en skade i form af infektion af skimmelsvamp fra bygningerne,” siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen.
Ud over de to sager fra Rigshospitalet har Patienterstatningen også en verserende sag, hvor en patient har fået en infektion af skimmelsvamp under indlæggelse på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital.