Patienterstatningen har siden 2017 brugt Facebook som kanal til at oplyse borgere om muligheden for erstatning efter en behandling i sundhedsvæsnet og svare på generelle spørgsmål fra patienter.
Nu lukker Patienterstatningen imidlertid sin Facebook-konto, da brugen sandsynligvis overtræder GDPR.
På baggrund af erfaringer fra Norge og Tyskland tog Patienterstatningen sidste år kontakt til Datatilsynet for at få afklaret, om brugen af Facebook som offentlig myndighed er forenelig med GDPR.
Datatilsynet svarede, at en fortsat tilstedeværelse på Facebook kræver, at Patienterstatningen kan påvise, at behandlingen af data sker i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, og at Patienterstatningen indgår en databehandleraftale med META, som står bag Facebook.
Siden da har Patienterstatningen af flere omgange forsøgt at komme i kontakt med META for at indgå en sådan aftale og afklare spørgsmål om behandlingen af data. Det har imidlertid ikke været muligt, og derfor lukker Patienterstatningen nu sin Facebook-konto.
"Vi er kede af at måtte hoppe af Facebook. Det har været en god og billig måde at være i dialog med tusindvis af borgere om patienterstatningsordningen. Men som offentlig myndighed kan vi naturligvis ikke fortsætte en praksis, som ser ud til at være i strid med GDRP. Derfor lukker vi nu ned”, siger kommunikationschef Caspar Strand.
Patienterstatningen har af samme årsag ikke været aktive på Facebook siden foråret 2021.