Patienterstatningen blev etableret i 1992, dengang under navnet "Patientforsikringen".
Formålet var at forbedre patienternes mulighed for at få erstatning, hvis de mod forventning skulle komme til skade, mens de blev behandlet på landets hospitaler.
Før 1992 skulle patienterne gå via domstolene, hvis de ville søge erstatning for en skade. Dengang var patienterne kun berettiget til erstatning, hvis de kunne bevise, at en sundhedsperson havde begået en fejl. Det viste sig dog at være meget svært at dokumentere.
Folketinget besluttede derfor, at patienternes muligheder for at få erstatning skulle forbedres. Danmark skulle have en offentligt finansieret erstatningsordning ligesom i Sverige.
Patienterne skulle ikke længere bevise, at der var sket en fejl for at få erstatning. Fremover skulle det blot være overvejende sandsynligt, at der var sammenhæng mellem en skade og den behandling eller undersøgelse, patienten havde været igennem. Det var heller ikke længere patienten selv, der skulle føre sagen, men en institution skulle sikre, at patienterne fik den erstatning, som de var berettiget til ifølge loven.
Man vedtog derfor Patientforsikringsloven i 1992 og etablerede Patienterstatningen, der skulle træffe afgørelserne efter den vedtagne lov. I 1996 indførtes også lov om erstatning for lægemiddelskader.
Siden da er lovens dækningsområde udvidet, så stort set alle områder og funktioner i det offentlige og private sundhedsvæsen er dækket. Begge love er i dag samlet i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.