Sagsnummer 24-3670

Skade som følge af at ambulance forulykkede på vej til hospitalet er ikke omfattet af lovens dækningsområde

02-09-2025

En 45-årig mand blev hentet i ambulance på grund af mistanke om blodprop i hjertet. Under transporten forulykkede ambulancen på grund af glat føre og landede på taget. Under ulykken fik manden beskadiget tre sener i den ene skulder.

Patienterstatningen vurderede, at skulderskaden var sket i forbindelse med et trafikuheld og ikke i forbindelse med undersøgelse eller behandling. Heller ikke selvom skaden var opstået under transporten til undersøgelse.

Sagen blev derfor afvist efter KEL § 19, og vi opfordrede manden til at rette sit erstatningskrav for skaderne efter trafikuheldet direkte til regionen.

Afgørelsesdato: 9. april 2024.