Sagsnummer 24-7834

Regionen kunne som erstatningspligtig kræve for meget betalt erstatning tilbagebetalt af boet efter patient, jf. KEL § 33a, stk. 2, 2. pkt.

05-09-2025

Patienterstatningen havde anerkendt en patients dødsfald efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, som følge af forsinket diagnose af modermærkekræft.

Ved opgørelse af erstatning for begravelsesudgifter af 28. august 2024 blev erstatningen opgjort på baggrund af udgifterne ifølge den indsendte dokumentation fra boets advokat.

2. oktober 2024 udbetalte Regionen erstatningen.

Boets advokat oplyste 23. oktober 2024, at boet havde modtaget 1.050 kr. i begravelseshjælp fra Udbetaling Danmark 22. august 2024.

Patienterstatningen tilbagekaldte herefter den tidligere afgørelse og traf ny afgørelse med erstatning for begravelsesudgifter med fradrag for begravelseshjælpen.

Patienterstatningen vurderede samtidig, at Regionen som erstatningspligtig kunne kræve 1.050 kr. tilbagebetalt af boet, jf. KEL § 33a, stk. 2, 2. pkt.

Patienterstatningen lagde vægt på, at boets advokat mod bedre vidende havde undladt at afgive oplysninger om den udbetalte begravelseshjælp forud for vores afgørelse 28. august 2024, selvom advokaten måtte antage, at dette ville have betydning for størrelsen af erstatning for begravelsesudgifter.

Afgørelsesdato: 28. august 2024 og 1. november 2024.