En 68-årig kvinde søgte om erstatning på grund af en skade som følge af forsinket diagnosticering af lungekræft.

Patienterstatningen vurderede, at forsinkelsen havde medført en væsentligt forringet statistisk overlevelsesprognose, og tilkendte kvinden 10 % i godtgørelse for varigt mén. Patienterstatningen vurderede samtidig, at det ikke var den forsinkede diagnose, der var årsagen til, at sygdommen havde udviklet sig til at være uhelbredelig. Der blev lagt vægt på, at sygdommen allerede var spredt, da diagnosen skulle have været stillet, og at overlevelsesprognosen på dette tidspunkt var under 50 %.

Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.

Sagen blev indbragt for retten. Retslægerådet udtalte, at det præcise stadium for lungekræften ved rettidig diagnose ikke kunne angives, da det ikke var muligt at afgøre, om der ville have været spredning.

Ud fra den efterfølgende sygehistorie var det dog mest sandsynligt, at der allerede var spredning på det tidspunkt, hvor diagnosen skulle have været stillet. Uanset om der havde været spredning eller ej, ville prognosen have været væsentligt bedre ved rettidig diagnose.

For retten gjorde boet gældende, at der var begået en fejl, og at denne fejl var årsagen til, at det ikke kunne vurderes, hvilket stadium kvindens lungekræft ville have haft ved rettidig diagnose. Boet mente derfor, at der skulle lempes på bevisbyrden.

På baggrund af Retslægerådets udtalelse lagde byretten til grund, at kvindens lungekræft ved rettidig diagnose i hvert fald ville have været i stadium IB eller snarere i stadium IIA med en 5-årig overlevelsesprognose på henholdsvis 35 og 32 %. Retten mente derfor ikke, det var godtgjort, at kvindens kræftsygdom var blevet uhelbredelig som følge af den forsinkede diagnose.

Landsretten vurderede, at den forsinkede diagnose af lungekræft var en følge af en klar ansvarspådragende fejl. Landsretten vurderede, at det ikke kunne afgøres, om kræften ved rettidig diagnose allerede havde spredt sig på en sådan måde, at den ikke kunne bortopereres og var blevet uhelbredelig. Landsretten fandt, at denne tvivl skulle komme patienten til gode. Landsretten vurderede herefter, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at kræften udviklede sig til at være uhelbredelig på grund af den forsinkede diagnose.

Sagen blev indbragt for Højesteret, som på baggrund af Retslægerådets besvarelser lagde til grund, at kvindens dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed kunne anses for en følge af den forsinkede diagnosticering.

Højesteret stadfæstede herefter byrettens dom, så Ankenævnet for Patienterstatningen blev frifundet.

Dommen er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, s. 3803.

Afgørelsesdato: 9. december 2014.