En 31-årig fik forsinket sin diagnose og behandling af knoglekræft. Patienterstatningen anerkendte forsinkelsen som en behandlingsskade og tilkendte erstatning for et erhvervsevnetab på 100 %.

Ca. 3 år efter skadestidspunktet døde manden som følge af diagnose- og behandlingsforsinkelsen, og Patienterstatningen tilkendt forsørgertabserstatning efter EAL § 13. Erstatningen blev udmålt på baggrund af mandens årsløn på skadetidspunktet.

Skadevolders forsikringsselskab ankede afgørelsen og anførte, at årslønnen skulle fastsættes på baggrund af mandens årsløn på dødsfaldstidspunktet og ikke skadestidspunktet.

Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte afgørelsen og bemærkede, at Højesteret i U 1991.960 H har fastslået, at forsørgertabserstatningen skal udmåles på baggrund af niveauet på skadestidspunktet og ikke det tidspunkt, hvor skadelidte dør som følge af skaden. Dommen blev afsagt inden lovændringen i 2002, men retsstillingen kunne ikke anses for være ændret, hverken i forbindelse med lovændringen eller i øvrigt.

Sagen blev indbragt for retten.

Byretten udtalte, at der hverken efter ordlyden af den nugældende §15, stk. 3, som angår regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter stk. 1, eller efter forarbejderne hertil, er grundlag for at fastslå, at lovændringen i 2002 har betydning for, hvilke indtægtsforhold, der skal lægges til grund ved fastsættelse af forsørgertabserstatning efter § 13, stk. 1, 1. pkt.

Ankenævnet blev herefter frifundet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og anførte, at afdødes ægtefælles ret til forsørgertabserstatning først blev stiftet ved dødsfaldet. Størrelsen af forsørgertabserstatningen må imidlertid i overensstemmelse med ordlyden af og forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 13, stk. 1, jf. § 6 og § 7, beregnes efter afdødes årsløn i det år, der gik forud for datoen for skadens indtræden.

Afgørelsesdato: 27. april 2020.