Sagsnummer 21-9434

Udvikling af Guillain-Barrés syndrom (nervebetændelse) efter Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine

07-02-2023

En 32-årig mand blev vaccineret med Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine.

En måned senere blev han undersøgt på sygehuset på grund af unormal følelse (paræstesier) i tåspidser og fingerspidser gennem ca. en måned. Derudover oplevede han tiltagende kraftnedsættelse i ben og arme. Han havde øget vandladningstrang, og kunne ikke mærke når han tissede. Endelig havde han gennem et par dage oplevet synkebesvær.

Undersøgelser viste, at manden havde Guillain-Barrés syndrom, og han blev henvist til genoptræning.

Patienterstatningen vurderede, at Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine med overvejende sandsynlighed var årsagen til udvikling af Guillain-Barrés syndrom. Der blev lagt vægt på, at det er velkendt, at man i sjældne tilfælde kan udvikle Guillain-Barrés syndrom efter vaccinationer, og at der i litteraturen er beskrevet flere tilfælde med Guillain-Barrés syndrom efter vaccination med Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine. Der var endvidereen tidsmæssig sammenhæng mellem vaccinen og symptomernes opståen.

Det blev herefter vurderet, at bivirkningen var sjælden og alvorlig, og sagen blev anerkendt efter KEL § 43.

Afgørelsesdato: 30. maj 2022