Sagsnummer 21-0248

IT-nedbrud medførte forsinkelse i behandlingen

08-02-2023

En 59-årig mands pårørende ringede til alarmcentralen kl. 14.12, fordi manden havde besværet respiration, brystsmerter og var klamsvedende. Alarmcentralen vurderede, at der akut skulle sendes en ambulance til stedet (kørsel A). På grund af IT-nedbrud blev ambulancen først aktiveret kl. 14.23, og kl. 14.25 blev lægebilen aktiveret.

Alarmcentralen modtog endnu et opkald kl. 14.31 om, at manden havde fået hjertestop. Ambulancen ankom til adressen kl. 14.41 men trods flere forsøg lykkedes genoplivning ikke. Manden blev erklæret død kl. 15.01. Lægebilen ankom kl. 15.12.

Patienterstatningen vurderede, at IT-nedbruddet medførte en forsinkelse i behandlingen på 11-13 minutter, og at ambulancen uden nedbruddet sandsynligvis havde været fremme, før patienten fik hjertestop, hvorved genoplivning havde været muligt.

Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 2, da IT-nedbruddet måtte anses som teknisk udstyr.

Der blev tilkendt erstatning for forsørgertab og overgangsbeløb til de efterladte.

Afgørelsesdato: 24. marts 2022