En 49-årig mand, som var i behandling med blodtrykssænkende medicin og havde et forhøjet BMI (32,3), blev vaccineret med Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine.
To dage senere blev manden indlagt på sygehuset med ansigtslammelse og lidt nedsat kraft i højre arm og ben. Manden oplyste, at han havde fået hængende mundvig og talebesvær samme dag, som han fik vaccinen. En MR-skanning viste en frisk blodprop i hjernen, og manden blev behandlet med blodfortyndende medicin. Derudover fik han medicin på grund af forhøjet kolesteroltal. Den videre udredning viste, at blodproppen sandsynligvis var opstået som følge af forhøjet blodtryk.
Patienterstatningen vurderede, at blodproppen ikke var en følge af vaccinen på trods af den tidsmæssige sammenhæng mellem vaccinationen og blodproppens opståen. Der blev lagt vægt på, at manden havde disponerende faktorer for at få en blodprop i form af overvægt og forhøjet blodtryk.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som anførte, at der var blevet lavet en meget stor analyse af sammenhængen mellem Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine og blodpropper i hjernen, hvor der ikke blevet fundet grundlag for at fastslå, at der skulle være en øget risiko for blodpropper i hjernen ved vaccinationer med Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine.
Afgørelsesdato: 8. november 2021